Zorniger: Hårdt arbejde og en mental skalp

24.07.2016 20:05

Brøndby IF kunne tage alle tre point med hjem fra Jylland, da Silkeborg IF blev besejret med 2-0. Det var derfor en tilfreds cheftræner, brondby.com fangede efter slutfløjtet.

- Der er mange kampe i øjeblikket, og derfor har spillerne kort tid til at forberede sig til næste kamp, og de får ikke meget tid til at restituere. Derfor havde vi også rotation i startopstillingen i dag, og holdet leverede.
 
I pausen justerede cheftræneren, da han så nogle ting, som han ikke var tilfreds med i spillet.
 
- Vi kontrollerede kampen, men ikke på samme måde som mod Esbjerg. Silkeborg havde nogle chancer, men i de situationer viste Frederik Rønnow sin klasse. Vi ændrede i pausen, og det var der to grunde til. Vi havde lidt udfordringer med deres lange bolde, og derfor ville jeg gerne have to 6’ere foran forsvaret, som kunne vinde første- og andenboldene. Vi ville også gerne have mere kontrol over kanterne, sagde Zorniger, som mente holdet tog en mental skalp i dag ved at vinde kampen.
 
- Jeg er tilfreds med kampen, fordi det sværeste i fodbold er at afgøre og dermed vinde kampe. Holdet vandt kampen i dag, og det var hverken smukt eller brillant, men det var hårdt arbejde og en mental skalp, som holdet tog i dag, afsluttede cheftræneren efter 2-0-sejren mod Silkeborg IF.

LÆS OGSÅ:
Holst: Der er kommet selvtillid på drengen
- BACK IN BLUE: Se den nye udebanetrøje?