Nørgaard: Påtager os gerne favoritrollen

23.07.2016 08:40

Efter 120 minutters Europa-bold og straffesparkskonkurrence mod Hibernian FC torsdag aften er fokus atter rettet mod Alka Superligaen. Søndag kl. 16:00 gælder det således en udekamp mod Silkeborg.

- Rent mentalt gælder det om at bruge det boost, vi fik fra at vinde straffesparkskonkurrencen, siger Christian Nørgaard, der spillede alle 120 minutter og efterfølgende satte sit forsøg fra 11-meter-pletten i nettet.

- Vi gik efter at afgøre det i ordinær spilletid, men når det nu endte, som det gjorde, føler jeg egentlig, at vi kan bruge det positivt, for det gav et eller andet at klare den udfordring. Det gav en speciel følelse som hold, og den følelse kan vi tage med til kampen mod Silkeborg.

- Mange af os spillede 120 minutter, men det er en mental barriere, som vi skal bryde igennem. Det er hårdt, men vi er i god form, så det vil vi ikke bruge som undskyldning. Jeg kan ikke påstå, at vi er på det endelige, fysiske niveau, men vi er kommet langt, og det synes jeg, at man så mod Hibernian. Vi følte, at vi var fysisk ovenpå, selv om den gik i forlænget spilletid.

Når opgøret mod Silkeborg fløjtes i gang søndag eftermiddag, har de blågule kun ét mål for øje.

- Vi vil gerne påtage os favoritrollen, selv om vi er i gang med at køre et nyt system ind, og selvfølgelig går vi efter tre point. Vi kan ikke vinde alle kampe, men vi kan altid gå efter at vinde. Sådan skal vores indstilling være. Det betyder ikke, at vi undervurderer Silkeborg, for der er ingen lette kampe. De tænker formentlig, at det øger deres chance, at vi spillede en lang kamp mod Hibernian, men det må vi ud og modbevise, siger Nørgaard.

Tror du, at det lykkes Brøndby IF at vinde i Silkeborg, kan du i skrivende stund få odds 2.10 hos Bet25.dk. En sejr med minimum to mål giver odds 3.85.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).