Zorniger: 120 minutters hårdt arbejde sendte os videre

22.07.2016 00:15

Et sandt drama udspillede sig torsdag aften på Brøndby Stadion, da Brøndby slog Hibernian FC på straffespark og dermed gik videre til tredje runde af Europa League-kvalifikationen.

brondby.com fangede cheftræner Alexander Zorniger efter kampen.

- Vi er videre, og det er vi tilfredse med efter en kamp, som blev lige så tæt, som vi havde forventet. Kampen i aften viste spillerne og vores fans, at sejre ikke altid kommer nemt, og at man skal kæmpe for hver en meter. 

- I aften så jeg et hold, som kæmpede over 120 minutter for at skabe og afgøre kampen. Vi skulle dog ud i straffesparkskonkurrence, før vi kunne hive sejren i land, men jeg har sagt fra første dag, at vi ikke kan vinde hver en kamp, men det, jeg kan love, er, at når vi går på banen, så skal vi give alt, hvad vi har i os, og dermed give vores fans medlevende kampe at se. For vi har brug for deres støtte. Netop støtten fra vores fans i dag var med til at løfte vores spillere igennem de 120 minutter, men især i den forlængede spilletid var vores fans' opbakning til spillerne et vigtigt boost.

Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærrene for de blågule, da man allerede på søndag skal møde Silkeborg i Alka Superligaen. 

- De 120 minutters hård og intens fight kostede en masse kræfter, og vi har kampen mod Silkeborg om mindre end 72 timer, så når vi møder ind i morgen tidlig, skal spillerne restituere optimalt, så vi bliver klar til kampen på søndag. Vi skal arbejde på at have så friske ben som muligt til søndagens kamp, men en sejr som den i aften giver selvfølgelig et mentalt løft, som kan hjælpe os på søndag.

Du kan stadig nå at sikre dig fast plads på Brøndby Stadion ved at købe sæsonkort, hvor priserne starter fra 995 kr. De kan købes her.