Brøndby IF indgår lejeaftale med tysk midtbanespiller
20.07.2016 17:00
Brøndby IF har indgået en 1-årig lejeaftale med den 21-årige, tyske midtbanespiller Hany Mukhtar, som de blågule lejer i portugisiske Benfica. Aftalen indeholder en købsoption.
Efter at have haft hele sin fodboldmæssige opvækst i Bundesliga-klubben Hertha Berlin blev Hany Mukhtar i januar 2015 solgt til de portugiske mestre, Benfica, hvor han indgik en 5-årig kontrakt. Han spillede det meste af foråret på Benficas andethold, men fik mod slutningen af sæsonen debut på førsteholdet. I sommeren 2015 udlejede Benfica Hany Mukhtar til østrigske FC Red Bull Salzburg, hvor han har slået sine folder det sidste års tid.
Hany Mukhtar har i sin karriere allerede opnået 45 U-landskampe, hvor han har scoret 20 mål. I sommeren 2014 scorede han målet, der afgjorde U19-EM-finalen, hvor det tyske U19-landshold vandt 1-0 over Portugal.
Sportsdirektør Troels Bech udtaler:
- Det er ikke hver dag, at vi vælger at indgå lejeaftaler, men i Mukhtars tilfælde så vi muligheden for at få en spiller ind, som har prøvet at smage på den type fodbold, vi ønsker at praktisere (hos Red Bull Salzburg, red.), og samtidig få en spiller til klubben af en kaliber, som normalt ikke ville være tilgængelig for en Superliga-klub. Men det er klart, at når Benfica har været indstillet på en lejeaftale, så skyldes det, at Mukhtar nu er nået dertil i sin karriere, hvor han skal tage arbejdshandskerne på og tage skridtet op til næste niveau. Vi har gode folk på midtbanen, så han skal gå til stålet og bevise fra første træning, at det er ham, træneren skal satse på.
Hany Mukhtar fortæller om skiftet til Brøndby IF:
- Jeg er glad for at få muligheden for at komme til en traditionsrig klub som Brøndby IF, og jeg ser frem til at få muligheden for at spille for Brøndby-fansene. Jeg skal hjælpe holdet efter bedste evne, og så skal jeg videreudvikle mit eget spil. Jeg spiller hovedsagligt centralt, enten som 8’er eller 10’er, og den aggressive fodbold, som Brøndby vil praktisere, er en type fodbold, jeg både kender og nyder.
Hany Mukhtar får trøje nummer 10.