Hjulsager: Vi viser mange gode ting

17.07.2016 20:28

Brøndby IF åbnede i dag den nye Alka Superliga-sæson. Det gjorde de blågule på glimrende manér, da Esbjerg fB blev besejret med 4-0 efter to mål i hver halvleg. Andrew Hjulsager mener, holdet fik vist prøver på mange af de ting, de gerne vil stå for. 

- Der er mange ting, der lykkes. I første halvleg er det primært vores presspil. Vi virker lidt nervøse og får ikke rigtig fundet strukturen, når vi bygger spillet op. I anden halvleg kommer vi rigtig godt ud, og vi får hurtigt scoret, sagde Hjulsager efter kampen.  

- Set over hele kampen viser vi meget godt, hvad vi gerne vil i forhold til genpres, energi, omstillinger og aggressivitet når vi står højt, og når vi står lavt. Vi kan ikke være utilfredse, når vi har vundet 4-0. Det var en god første kamp. 

Hjulsager kom på tavlen i aftenens opgør med scoringen til 3-0, og han finder sig generelt rigtig godt tilpas i det nye system. 

- Som jeg tidligere har sagt, passer det mig rigtig godt at komme ind og ligge inde i mellemrummet. Den her kamp starter ikke så godt for mig, men jeg føler, jeg kommer bedre og bedre med i kampen. Jeg får også scoret, og det er naturligvis dejligt for en offensivspiller, men jeg føler godt, jeg kunne have præsteret bedre.

På torsdag d. 21. juli spiller Brøndby IF returopgøret i Europa League-kvalifikationen mod Hibernian FC på Brøndby Stadion. Du kan købe billet til den spændende kamp her. Du kan også købe et sæsonkort til Brøndby Stadion. Det giver normalt ikke adgang til Europa League-kampen, men kampen mod Hibernian på hjemmebane får du med i prisen, hvis du køber dit sæsonkort inden returopgøret. Køb dit sæsonkort her. Priserne starter fra bare kr. 995,-.