22. JUNI 2016 kl. 17:38
Tamás Bódog: Brøndby fascinerer mig

Det er ikke kun Alexander Zorninger, der er ny i Brøndby IF’s trænerteam. Også hans assistenttræner Tamás Bódog er et nyt ansigt på Vestegnen, og den 45-årige træner med både tysk og ungarsk pas har fået et godt indtryk af sin nye arbejdsplads.

- Jeg var med Alexander heroppe et par uger før, han blev præsenteret, hvor vi blev vist rundt i klubben. Det så godt ud, og jeg kunne lide det, jeg blev præsenteret for. Alexander ringede så og efter at have talt med min familie, blev vi enige om, at det var en god mulighed at takke ja til.

- Jeg synes, det lød som en spændende opgave. Brøndby har et godt navn og vil spille med om pokaler og mesterskaber igen, siger Tamás Bódog.

Bliv sommerklar i Brøndby Shoppen

Brøndby IF er og var ikke ukendt for Tamás, der kan afsløre, at han ikke er den eneste i Ungarn, der kender klubben.

- Brøndby IF har en lang tradition, og har det det største (skandinaviske) navn i Ungarn, hvor alle kender dem. FC København har måske domineret de sidste ti år, men på trods af det har Brøndby en helt anden position og historie. Det fascinerer mig, og Brøndby skal tilbage på det niveau, lyder det fra assistenttræneren, der har fundet sig godt til rette i sin nye stilling.

- Spillerne og staben er meget venlige og har taget godt i mod mig, så jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben.

Hvis du køber sæsonkort nu, får du kampen mod Valur Reykjavik med i købet

Og netop spillerne har det været interessant for Tamás og resten af trænerteamet at arbejde med, fordi en helt ny måde at spille fodbold på skal indarbejdes.

- De er virkelig klar på opgaven, og de arbejder positivt med tingene, selv om det er rigtig svært, når der kommer en ny træner med en ny filosofi, men de har arbejdet rigtig hårdt og godt de første ti dage. 

- Spillerne har vist kvalitet, og de vil gerne arbejde i samme retning som trænerteamet, så jeg er sikker på, det bliver godt.