- Den bedste træning er kampe

14.06.2016 10:15

Brøndby IF’s fysiske træner, Ahron Thode, er manden bag spillernes form, og han glæder sig til at komme i gang med samarbejdet med den nye cheftræner, Alexander Zorniger.

Zornigers spillestil kræver en større fysisk indsats i form af flere højintense løb, end de fleste af spillerne har været vant til før. Og Ahron Thode er manden, der skal gøre dem klar til den nye spillestil.

- Det bliver rart at komme til at arbejde endnu mere intenst med den fysiske del af fodboldspillet. Det bliver spændende, men det handler ikke kun om min opgave. Jeg kan ikke gøre det alene. Vi er et godt team, hvor fysioterapeuterne også hele tiden er med inde over. De styrer, hvor stor en belastning den enkelte spiller både kan og skal træne med, lyder det fra Ahron Thode.

Se eller gense pressemødet med Zorniger her

Sammen med den øgede mængde af træning kommer der også flere træningskampe tæt på hinanden i opstartsperioden.

- Den bedste måde at træne fodbold på er at spille fodbold. Det er i kampene, du får de rigtige løb og belastninger på din krop, fortæller Ahron Thode, og han ser frem til lidt anderledes arbejdsmønster.

Tirsdag morgen mødte han ind tidligt. Størstedelen af spillertruppen er tilbage fra ferie og har første arbejdsdag under Alexander Zorniger. Derfor skal spillerne igennem den såkaldte Vo2Max-test, hvor de får målt deres optimale iltoptagelse og får testet, hvor de fysisk står – hvor mange højintense løb de kan tage, og hvor hurtigt de restituerer efter de enkelte løb.

- Testene kommer til at foregå gennem morgenen og formiddagen, og i eftermiddag tager vi så et træningspas ude på banen, fortæller den fysiske træner.

Fire træningskampe fastlagt - se programmet her

- Det bliver sjovt at arbejde med Alexander Zorniger, fordi hans tilgang til det fysiske aspekt i fodbold er meget lig den, jeg kender fra USA. Mange tyske trænere tager til USA for at dygtiggøre sig med hensyn til fysisk træning, og sjovt nok tager amerikanere den modsatte vej. I begge nationer er nogle af de bedste trænere.

Nu er Tyskland og USA forenet i Brøndby IF, og sammen skal de og resten af trænerteamet få spillerne fysisk og taktisk i form den nye spillestil.

Du kan sikre dig en fast plads på Brøndby Stadion til den nye sæson - læs om alle fordelene ved et sæsonkort via saesonkort.brondby.com.