Masterclass: Weekenden bød på syv point

03.05.2016 12:27

Masterclass-weekenden bød på udfordringer mod AaB og Farum BK fordelt over fire kampe. U19 skulle sammen med U17 en tur til Aalborg, hvor U19-drengene kunne rejse hjem med tre point, mens U17 måtte se sig slået af en stærk modstander.

Hjemme i Brøndby tog U15 imod Farum BK, og de spillede uafgjort. U14 var også oppe imod Farum BK, men tabte desværre. Da U13 slog B93, bød weekenden dermed på i alt syv point for de fem Masterclass-hold.

Stærk holdindsats sikrede tre point for U19 i Aalborg
U19-mandskabet skulle tidligt op lørdag for at tage den lange tur til Aalborg, hvor der ventede holdet en svær modstander i form af AaB. Frederik Birks tropper lagde en stærk holdindsats for dagen, og på mål af Daniel Stückler i anden halvleg kunne Brøndby-holdet rejse hjem fra det jyske med en sejr på 1-0. Cheftræneren var meget glad for resultatet, og han fremhævede holdets stærke sammenhold og energi.

- Det var en fed sejr mod et godt Aalborg-hold. Det er et dygtigt mandskab, som spiller med stor fleksibilitet og er gode til at finde løsninger. Vi lagde en strategi om at lægge et højt, aggressivt pres for at forsøge at slå deres spil i stykker. Jeg synes, at vi kom rigtig godt ud til kampen, hvor vi lykkedes med at presse dem. Vi fik ikke sat så meget sammen på bolden, men vores pres overrumplede dem, og jeg synes, at det var et rigtig godt udtryk.

- Det var en meget åben kamp, hvor vi manglede faser med ro på bolden. AaB trak sig lidt i starten af anden halvleg, og det gjorde, at vi dominerede de første 20 minutter. De kom egentlig fint tilbage, men vi fik scoret, da kampen vendte, og herefter var det lidt en forsvarskamp, hvor drengene kæmpede den flot hjem. Især Mads Juel Andersen spillede en sublim kamp. Hele holdet skal have ros, og de kæmpede sammen som hold, hvilket i sidste ende gjorde, at vi kunne tage sejren.

U19: AaB - Brøndby IF 0-1 (0-0)
0-1 Daniel Stückler

Startopstilling

Armend Aslani - Rasmus Grosen - Andreas Bruus

Magnus Häuser

Marco Petersen - Nicklas Halse

Gregers Arndal-Lauritzen - Joel Kabongo - Mads Juel Andersen - Christian Enemark

Jacob Pryts Larsen

Bænken: Daniel Stückler (ind 50'), Oliver Carrara (ind 65') og Amir Al-Ammari (ind 72').

Ærgerligt nederlag i tæt kamp for U17
U17-talenterne havde også taget turen til Aalborg, og de skulle lørdag eftermiddag op imod AaB. Holdet endte med at tabe 2-0 efter en tæt kamp, som ikke bød på mange chancer til nogen af holdene. AaB var imidlertid lige det skarpere, og de kunne derfor trække sig sejrrigt ud af opgøret. Cheftræner Albert Capellas var en ærgerlig mand, da han følte, at holdet godt kunne have fået mere med hjem, da de leverede en godkendt indsats, men manglede skarphed.

- Vi var oppe imod et stærkt hold, som var godt organiseret. Efter at have set kampen igen på video, mener jeg egentlig, at vi var bedst, men det var en tæt kamp, hvor der ikke var mange chancer til nogen af holdene. Det var en mere defensiv kamp end offensiv, hvor vi betalte en dyr regning, da de var effektive. Vi havde chancer til at score, men vi var ikke skarpe nok. Det er også en kvalitet at være effektiv, og den kvalitet manglede vi mod AaB.

- Vi var tilfredsstillende i fase 1 og 2, hvor vi byggede spillet fint op og havde mest boldbesiddelse. Vi spillede dog med for mange berøringer og manglede noget rytme og fart i vores spil. Fase 3 var ikke god nok, og vi manglede kvalitet på den sidste tredjedel af banen. Spillerne spillede med intensitet, og jeg var glad for deres attitude. Fodbold er en læringsproces, og spillerne fulgte gameplanen og var taktisk kloge, hvilket gør mig glad som træner. Vi skal tage de gode ting med videre, hvor drengene muligvis fortjente mere, end de fik med hjem.

U17: AaB - Brøndby IF 2-0 (1-0)

Startopstilling

August Vitus Frandsen - Ertugrul Teksen - Magnus Warming

Jonas Rosfeldt - Karl Dines Appelt

Gustav Steener

Frederik Tønsberg - Lasse Munkholm - Anton Hendriksen - Frederik Nørrestrand

Casper Hauervig

Bænken: Lucas R. Steen (ind 50'), Oliver Vigen Falkengaard (ind 60') og Jesper "Jobbe" Lindstrøm (ind 70').

Et point til U15 efter at have været bagud to gange
Frank Hjortebjergs drenge skulle på hjemmebanen i Brøndby spille mod Farum BK, og kampen endte med at blive en spændende affære. De blågule var bagud to gange i kampen, men formåede at kæmpe sig tilbage og udlignede to gange og havde også chancer til flere mål. Desværre forblev scoren 2-2, og cheftræneren var ikke helt tilfreds efter kampen, hvor han følte holdet ikke spillede sig helt ud.

- Det var en blandet kamp, hvor vi har flere, farlige afslutninger end dem, men de har bolden mere end os. Vi havde en lidt underlig følelse efter kamp, da vi ikke følte, vi havde spillet os helt ud. Så det var det, der ærgrede os mest, da vi ikke følte, vi fik givet den fuld gas. For kampen var egentlig lige, og den kunne være gået begge veje.

- Vi gjorde det svært for dem at bygge spillet op nedefra, og vi kommer også tilbage to gange efter at have været bagud. Så der er flere gode ting at tage med videre. Vi manglede noget i vores opbygningsspil, og det vil vi gerne gøre bedre i næste kamp. Næste kamp er pokalfinalen mod netop Farum BK, så vi glæder os allerede til den opgave. 

- I den kamp vil vi gerne finde nogle bedre løsninger i fase 1 og 2, og vi vil gerne fortsætte med vores gode pres. Det bliver fedt, og det er jo bare ekstra sjovt, det er en finale. 

U15: Brøndby IF - Farum BK 2-2 (1-1)
0-1 Farum BK
1-1 Albert Jakobsen
1-2 Farum BK
2-2 Mateo Lombart

Startopstilling

Roni Arabaci - Albert Jakobsen - Victor Sørensen

Andreas Pyndt - Martin Bisgaard

Morten Fremdrup

Mateo Lombart - Mikkel Eslund - Oliver Høgsberg - Marco Bramstorp

Simon Rossil

Bænken: Lukas Karlsson U14 (ind 35'), Kristoffer Sørensen (ind 45') og Lasse Mouritsen U14 (ind 55').

Flot kamp, men nederlag mod Farum BK for U14
Bo Nielsens mandskab spillede en flot kamp, men måtte se sig slået efter et mål på en omstilling i anden halvleg. Brøndby-holdet spillede en god kamp, hvor de også var reduceret til 10 mand i en periode af kampen, men alligevel sad på sagerne og holdt Farum fra de store chancer. Derfor var manden i spidsen heller ikke utilfreds med holdets indsats, men han var i stedet ærgerlig over resultatet af kampen.

- Det var anden kamp på fire dage mod Farum, og forskellen i denne kamp var, at vi ikke gav dem lige så meget plads og tid på bolden. Vi var klart bedst på bolden, og det, som vi mangler i øjeblikket, er at score på vores chancer. Vi fik nogle virkelig store chancer, og de skal puttes i kassen, hvis vi skal vinde. Vi spiller egentlig op med de bedste, men vi mangler skarpheden.

- Det var omstillinger og standardsituationer, som de havde deres chancer på, da vi lykkedes med vores pres. Vi skal arbejde med vores fase 2 til 3, hvor vil gerne vil frem til flere chancer og afslutninger. Vi har mange gode kampe nu her, og vi har blandt andet FCK her på lørdag på hjemmebane. Vi vil gerne fortsætte med at vise samme energi og intensitet i vores pres og forsøge at spille forbi deres pres. Udover det har vi snakket med drengene om, at de ikke kun skal kigge på resultatet, men også at vi lykkes med de ting, vi træner på til dagligt.

U14: Brøndby IF - Farum BK 0-1 (0-0)

Startopstilling

Andrew Oseni - Giran Pyne-Cole - Alexander Petræus

Laurids Brandt - Lasse Mouritsen

Frederik Valdbjørn

Nikolaj Pedersen - Benjamin Juel-Berg - Oscar Salling - Matin Saleh

Tobias Juul

Bænken: Abdullah Iqbal, Mads Holten og Calle Holluf.

Sejr til U13 ude mod B93
De yngste talenter var i weekenden taget en tur til Østerbro, hvor de skulle forsøge at hente tre point mod B93. Selv om det var svære betingelser i kampen, endte de unge drenge med at hente en sejr på 2-1, og de kunne dermed rejse hjem med tre point i bagagen.

U13: B93 - Brøndby IF 1-2
0-1 Youcef Mokdad
1-1 B93 (Nikolaj Røjel)
1-2 Oliver Lippert

Startopstilling

Oliver Lippert

Youcef Mokdad - Janus Seehusen - Rasmus Højlund - Magnus Ravn

Marinus Larsen - Filip Andersen

Andreas G. Pedersen

Bænken: Victor Vasquez, Mathias Skolnik og Anton Barlach.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).