Masterclass: Opløftende weekend for de blågule talenter

18.04.2016 18:43

Alle fem hold fra Brøndby Masterclass var i ilden i weekenden, og det kastede flere gode resultater af sig.

U19 kunne rejse hjem fra Odense med en sejr i bagagen. U17-tropperne var også et smut på Fyn og hentede et point med hjem til Vestegnen. Både U15- og U14-holdet spillede på hjemmebane, og begge hold formåede at vinde deres kampe. U15 vandt over Slagelse, og U14 slog Lyngby. U13-holdet måtte som det eneste hold indkassere et nederlag. Det var på hjemmebane mod FC Nordsjælland.

Hattrick af Daniel Stückler i 3-0-sejr for U19
De ældste talenter fra Brøndby Masterclass skulle lørdag eftermiddag en tur over Storebæltsbroen for at spille mod OB. Det endte med at være en rigtig vellykket tur, da Brøndby-holdet kunne rejse hjem med en 3-0-sejr, efter Daniel Stückler havde scoret alle tre Brøndby-kasser.

En anden glædelig nyhed var, at Mads Juel Andersen var tilbage efter sin skade og spillede fuld tid i forsvaret. Manden i spidsen for holdet, Frederik Birk, var tilfreds med holdets præstation og glædede sig over konkurrencen på holdet, hvor der er rift om pladserne.

- Odense kom godt ud af starthullerne og lagde et pres på os, som vi havde lidt problemer med at spille os ud af. Vi får dog spillet kampen mere over på vores præmisser, da kampen ligesom satte sig efter 10 minutter. Vi havde arbejdet med opspillet siden sidste kamp, og jeg synes, vi har nogle fine tegninger i spillet, og jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med første halvleg. Vi scorer en af de få gange, de tør gå højt på os, og der får vi sendt Stückler afsted.

- Der var få ting, der skulle rettes i pausen, hvor vi skulle være klar i vores restforsvar, fordi vi vidste, at de lurede på omstillinger. Vi snakkede også om, at vi selv skulle være skarpe på vores omstillinger, og det synes jeg, at vi var. Det leder også til det straffe, som Stückler scorer på. Vi får scoret tidligt i anden halvleg, som ligesom punkterede kampen. Pryts står godt i kassen, og han sørgede for OB ikke kom ind i kampen.

- Første halvleg var bedre end anden, men generelt var det fint. Der var struktur i spillet, både med og uden bolden, og der var samarbejde og holdånd. Der er rift om pladserne i øjeblikket, så drengene holder sig skarpe, hvilket glæder os. Vi glæder os også til kampen på lørdag mod Randers, hvor vi skal være klar på et fysisk hold, og vi skal forsøge at holde bolden langs plænen og bibeholde roen i vores spil. Så er der gode chancer i kampen.

Se målene fra Masterclass-weekenden her.

U19: OB - Brøndby IF 0-3 (0-1)
0-1 Daniel Stückler
0-2 Daniel Stückler
0-3 Daniel Stückler (straffe)

Startopstilling

Rasmus Grosen - Daniel Stückler - Oliver Carrara

Tobias Noer - Magnus Häuser

Amir Al-Ammari

Gregers Lauritzen - Nicklas Halse - Mads Juel Andersen - Christian Enemark

Jacob Pryts

Bænken: Marco Petersen, Armend Aslani og Andreas Bruus.

Uafgjort resultat for U17 i Odense
Spillerne fra U17-holdet havde også taget turen til Odense, og de hentede et point efter at have været bagud. Det var en chancefattig kamp, og generelt var kampen tæt. OB kom foran tidligt i kampen, men Albert Capellas' tropper fik kæmpet sig tilbage i kampen og udlignede fynboernes føring. De kunne derfor tage et point med hjem til Brøndby. Cheftræneren var glad for holdets reaktion, hvor de kom tilbage i en svær situation, og de reagerede med den rigtige indstilling.

- Det var en lige kamp med få chancer. Vi var ikke helt farlige nok i vores fase 3, selvom vi spillede okay. Så vi skal arbejde på at blive mere farlige i vores fase 3. Vejrforholdene var svære, men det er selvfølgelig ikke en undskyldning, da det er det samme for begge hold. I sådan situationer handler det om at holde bolden langs jorden, og der synes jeg, at spillerne reagerede positivt.

- OB kommer foran, men jeg er meget glad for spillernes reaktion. De hævede deres kvalitet, både i handling og i deres afleveringer. Ligeledes blev vores pres bedre, hvilket gjorde, at vi vandt flere andenbolde. Så drengene skal have ros for at levere i en svær situation. Warming kom ind fra bænken, og han bragte noget energi og var med til at kreere nogle chancer. Vi scorede efter en standardsituation, hvilket altid er en rar måde at score på. 

- Jeg er tilfreds som træner på grund af drengenes reaktion, og det var ægerligt, at de ikke fik mere med hjem. Alt i alt var en uafgjort et fair resultat i en lige kamp.

Se målene fra Masterclass-weekenden her?.

U17: OB - Brøndby IF 1-1 (1-0)
1-0
1-1 Anton Skipper Hendriksen

Startopstilling

Bertram Gjelfort - Ertugrul Teksen - August Vitus Frandsen

Jonas "Mini" Madsen - Karl Dines Appelt

Mads Eslund

Emil Bundgaard - Lasse Munkholm - Anton Skipper Hendriksen - Christian Enemark

Casper Hauervig

Bænken: Magnus Warming , Jonas Rosfeldt og Benjamin Laursen (ikke benyttet).

U15 tilbage på sporet med sejr
Frank Hjortebjergs drenge skulle bygge videre på pokalsejren i midtugen, da de søndag eftermiddag bød velkommen til Slagelse B&I på hjemmebanen i Brøndby. Brøndby-talenterne leverede, da de hentede en 2-0-sejr, og dermed tog de den tredje ud af fjerde mulige sejr i foråret. Begge mål blev scoret i første halvleg, og de blev sat ind af midtbanespillerne Mikkel Eslund og Martin Bisgaard. Cheftræner Hjortebjerg var tilfreds med første halvleg, men synes anden halvleg blev for åben.

- Første halvleg var rigtig god, hvor vi kontrollerede kampen, som vi gerne ville. Vi lykkedes med de ting, vi havde arbejdet på inden. Vi havde arbejdet med spilvendinger i opspillet og så lykkedes vi godt med vores fase 1 og 2. Når vi ikke havde bolden, forsøgte vi at invitere Slagelse til at spille lidt, da de normalt gerne vil sparke lange bolde. Så vi stod lidt længere tilbage og forsøgte at erobre bolden. Vi havde selv syv afslutninger i første halvleg, og vi holdt Slagelse på nul. Så første halvleg var vi meget tilfredse med.

- Anden halvleg starter rigtig godt, hvor vi mangler at score for at lukke kampen. De sidste 20 minutter sjusker vi, og vi får også et gult kort, som gør, at slutningen af kampen bliver for rodet. Vi vil gerne være bedre i slutningen af kampen og kunne kontrollere tingene. Det var tredje kamp på en uge, men gutterne har det egentlig meget godt, hvilket er positivt.

Se målene fra Masterclass-weekenden her?.

U15: Brøndby IF - Slagelse B&I 2-0
1-0 Mikkel Eslund
2-0 Martin Bisgaard

Startopstilling

Mateo Lombart - Roni Arabaci - Victor Sørensen

Mikkel Eslund - Martin Bisgaard

Morten Frendrup

Marco Bramstorp - Lukas Karlsson - Oliver Høgsberg - Frederik Nørrestrand

Simon Rossil

Bænken: Kristoffer Sørensen (ind 40'), Andreas Pyndt (ind 50') og Albert Jakobsen (ind 55').

Sikker hjemmesejr for U14 mod Lyngby Boldklub 1921
I en kamp, der var præget af heftig sidevind, tog U14-drengene en sikker sejr på 3-0 mod Lyngby Boldklub 1921. I første halvleg lykkedes holdet med at presse højt, og når Lyngby forsøgte at presse, fandt Brøndby-drengene løsninger og spillede sig ud af det. I anden halvleg manglede holdet lidt skarphed i fase 3. Alt i alt en god kamp med et fornuftigt resultat.

U14: Brøndby IF - Lyngby Boldklub 1921
1-0 Andrew Oseni
2-0 Giran Pyne-Cole
3-0 Alexander Petræus

Startopstilling

Andrew Oseni - Giran Pyne-Cole - Alexander Petræus

Mathias Kvistgaarden - Lasse Mouritsen

Frederik Valdbjørn

Matin Saleh - Oscar Salling - Benjamin Berg - Nikolaj Pedersen

Frederik Schelbeck-Astrup

Bænken: Laurids Andersen, Calle Holluf og Mads Holten.

Nederlag for U13 mod FCN
Hjemme i Brøndby skulle U13-talenterne op imod FC Nordsjælland. I en kamp der kunne have sluttet uafgjort, endte Nordsjælland-mandskabet med at trække sig sejrsrigt ud 4-1. Kampen stod 2-1 indtil sent i kampen, hvor Brøndby-holdet faktisk ramte stolpen. Desværre scorede FC Nordsjælland to mål i slutningen af kampen, og de kunne derfor hente alle tre point. Cheftræner Morten Corlin mente, FC Nordsjælland vandt fortjent, selvom Brøndby-holdet spillede en fin kamp.

- Vores første halvleg var rigtig fin, men vi manglede skarpheden. Vi skaber mange chancer og flere end Nordsjælland, men vi skal kende vores besøgelsestid. Vi var oppe imod et fysisk, stærkt hold, og det gør, at når vi skal forcere kampen og åbne det op, så kan de afstraffe os effektivt. 

- Vi havde chance for at spille uafgjort, men hvis man gør det hele op til sidst, så er det fair nok, de vinder. Vi var ikke spillet væk på nogen måde, og scoren lyver en smule om kampen. Vi har blandt andet et skud på stolpen, da den står 2-1. Vi skal arbejde med at have mere ro, når vi møder en fysisk stærk modstander. Vi smed for mange bolde væk og udstiller os selv for for mange omstillinger. 

U13: Brøndby IF - FC Nordsjælland 1-4 (1-2)
0-1
0-2
1-2 Oliver Lippert
1-3
1-4

Startopstilling

Oliver Lippert

Sebastian Brodersen - Rasmus Højlund - Marinus Larsen - Magnus Ravn

Filip Andersen - Janus Seehusen

Andreas G. Pedersen

Bænken: Anton Barlach, Mathias Skolnik og Simon T. Larsen.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).