Desværre ingen Brøndby-fans i Telia Parken på søndag
15.04.2016 10:10
Vi har i ugens løb været i dialog med vores officielle fangrupperinger, Brøndby Tifo og FC København om fangrupperingernes udmeldinger tidligere på ugen om den mulige boykot af søndagens Derby i Telia Parken.
I Brøndby IF’s fanmiljø er der pt. en voldsom frustration over de mange nye restriktioner, som man fra FC Københavns side løbende over de sidste par uger har valgt at pålægge Brøndby-fans over én kam.
Med de seneste restriktioner, som vores fans er blevet pålagt i denne uge, så betyder det i praksis, at det vil umuligøre det fantastiske tifo-arbejde, vores fans laver, og dermed forsvinder muligheden for at yde den støtte til holdet under kampen, som man ønsker at give. Uden denne støtte vil det udvande det en Derby-kamp skal stå for, nemlig en intens, tilskuerrig og feststemt ramme omkring banen, så alle kan mærke den spænding og glæde, der skal være, når man er på stadion til et Derby.
Vi initierede derfor en dialog mellem alle parter i forsøget på at få enderne til at mødes, så Brøndby-spillerne kunne få den sædvanlige, fulde opbakning på søndag, og FC Københavns spillere kunne opleve en rigtig Derby-stemning. Til trods for en konstruktiv dialog med fangrupperingerne og ihærdige forsøg på at finde en løsning med FC København, er det desværre tydeligt, at en løsning ikke er mulig.
Både klub og fans havde håbet og ønsket at få den fulde opbakning i Telia Parken, men vi har fuld forståelse for og bakker op om vores fangrupperingers ønsker om at sige fra over for FC København og det, der kun kan tolkes som en kollektiv afstraffelse af Brøndby-fans. Vi accepterer derfor, at Derbyet på søndag bliver uden Brøndbys fans på tribunerne i Telia Parken og de 1.400 billetter, som vores fans har fået stillet til rådighed til Derbyet, vil derfor blive returneret til FC København.
Vi håber, at der til fremtidige Derby-kampe igen vil være mulighed for, at vores fans kan udføre deres tifo-arbejde og møde fair forhold for Brøndby-fans, så de igen kan få mulighed for at yde den støtte, de ønsker, men som det er nu, har det desværre lange udsigter.
Vi vil i de kommende uger og måneder fortsætte dialogen med alle parter i håbet om, at man kan komme til enighed og finde en fremtidssikret løsning
Et Derby uden Brøndby-fans på stadion som på søndag vil ikke være et rigtigt Derby, men blot en kamp i Alka Superligaen, og det har ingen interesse i. Vi vil i hvert fald blive ved med at kæmpe for, at Derbyer er rigtige Derbyer.
God kamp til alle på søndag.
Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).