Stückler og Hjulsager på tavlen i Reserveliga-remis

14.03.2016 15:08

Det var en ung Brøndby-trup, som mandag eftermiddag lagde vejen forbi Farum Park til et opgør mod FC Nordsjælland i Reserveligaen. Både Daniel Stückler og Andrew Hjulsager sendte bolden i nettet, men det rakte ikke til tre point, da værterne udlignede til 2-2 kort før tid på et straffespark.

De grønklædte Brøndby-drenge stillede til start med en ung, central midtbane med U19-spillerne Amir Al-Ammari og Marco Sander Petersen og en trods alt mere erfaren fronttrio med Christian "Greko" Jakobsen, Andrew Hjulsager og Kamil Wilczek. Unge Daniel Stückler indtog rollen som 10'er.

FC Nordsjælland startede med et højt, aggressivt pres, og det gav bonus efter 10 minutter, hvor Lasse Petry fangede forsvaret i ubalance og fra kanten af feltet sparkede han værterne i front. Kampen udviklede sig dog hurtigt til en lige affære, og midtvejs i første halvleg fik Brøndby IF fortjent udlignet, da Andrew Hjulsager løb fra FCN-forsvaret på en dybdebold. Han lagde uselvisk bolden tilbage til Daniel Stückler, som sparkede kuglen i kassen.

Blot syv minutter efter pausen blev arbejdsvilkårene vanskeligere for Brøndby-spillerne, da Amir Al-Ammari fik sit andet gule kort og dermed måtte forlade banen. Kun fem minutter senere opfangede Andrew Hjulsager et dårligt udspark fra FCN-keeper Runar Runarsson og bragte de grønblusede i front. 

Syv minutter før slutfløjtet fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark efterfulgt at protester fra Brøndby-spillerne. Andreas Hansen reddede flot det første forsøg fra 11-meter-pletten, men FCN fik endnu et forsøg og kunne sparke udligningen i nettet. 

Næste opgave for Brøndby IF er i Alka Superligaen, hvor Esbjerg kommer på besøg på Brøndby Stadion på søndag kl. 18:00, og du kan købe billet ved at trykke her.

FC Nordsjælland - Brøndby IF 2-2 (1-1)
1-0 Lasse Petry (10. min)
1-1 Daniel Stückler (22. min)
1-2 Andrew Hjulsager (57. min)
2-2 Godsway Donyoh (83. min)

Kort
Advarsel: Amir Al-Ammari (20 min.)
Udvisning: (2. advarsel) Amir Al-Ammari (52 min.)   
Advarsel: Patrick Da Silva (83. min)
Advarsel: Andrew Hjulsager (86. min)
Udvisning: Collins Tanor (2. advarsel) (90. min)
Startopstilling

Kamil Wilczek

Christian "Greko" Jakobsen - Daniel Stückler - Andrew Hjulsager

Amir Al-Ammari (U19) - Marco Sander Petersen (U19)

Patrick Da Silva - Nicklas Halse (U19) - Svenn Crone – Frederik Holst

Andreas Hansen

Indskiftninger
Christian Enemark (U19) ind, Kamil Wilczek ud (61. min)
Jonas "Mini" Madsen (U17) ind, Marco Sander Petersen ud (66 min.)
Magnus Häuser (U19) ind, Christian Enemark ud (71. min.)
Oliver Carrara (U19) ind, Svenn Crone ud (84. min.)
Bertram Gjelfort (U19) ind, Daniel Stückler ud (80. min.)