Informationsbrev til Brøndby IF's partnere

09.03.2016 11:04

Kære samarbejdspartnere

2015 var et år, hvor vi - kommercielt som sportsligt - leverede tilfredsstillende, ikke mindst takket være jeres støtte.

På mange målepunkter har vi i 2015 været fint i trit med den udlagte strategi ”Vision 2017”, som vi som bestyrelse har brugt som det ledende styringsværktøj efter klubbens sportslige og kommercielle nærdødsoplevelse tilbage i 2013. Men vi må konstatere, at selv om vi er kommet langt, og at vi står bedre rustet til fremtiden nu end længe, så er vi som klub langt fra i mål endnu.

Som bestyrelse trådte vi ind i klubben tilbage i april 2014, og vi har fra første dag haft ét erklæret mål. Et brændende ønske om at genetablere Brøndby IF som en af spydspidserne i dansk fodbold både sportsligt og kommercielt. Efter i første omgang at have iværksat en lang række tiltag for at få klubben på ret køl, har vi brugt meget tid i slutningen af 2015 på at træde et skridt tilbage og evaluere erfaringerne, vi som klub har gjort os - ikke blot i vores tid som bestyrelse, men som klub siden 1964.

Vi kan konstatere, at der i fodboldens verden er mange økonomiske genveje til succes, men kun få, der skaber langsigtet værdi. Mange gode folk har i de sidste ti år taget livgreb med den institution i dansk fodbold, som Brøndby IF er, og selv om man er kommet langt, så er vi som klub ikke i mål endnu.
Bestyrelsen i Brøndby IF har på denne baggrund påbegyndt en strategievaluering og har i den forbindelse evalueret samarbejdet i den øverste ledelse i Brøndby IF. Vi har på denne baggrund valgt at stoppe samarbejdet med CEO Søren Vadmand med øjeblikkelig virkning.

Som ny administrerende direktør har vi valgt at genudnævne CFO Jesper Jørgensen, mens sportsdirektør Troels Bech indtræder i direktionen på lige fod med Jesper Jørgensen. Direktionen i Brøndby IF vil fremadrettet bestå af administrerende direktør Jesper Jørgensen og sportsdirektør Troels Bech.

Bestyrelsen har ligeledes besluttet, at formandskabet i en periode skal træde tættere på den daglige ledelse under arbejdet med strategiprocessen og den efterfølgende implementeringsperiode for at give den daglige ledelse de bedst mulige forudsætninger og støtte. Bestyrelsen har derfor valgt at konstituere sig selv per dags dato. En enig bestyrelse har udpeget Morten Albæk som ny næstformand, samtidig med at nu tidligere næstformand Thorleif Krarup træder til side og fortsætter i bestyrelsen som bestyrelsesmedlem. Det betyder, at formandskabet i Brøndby IF fremadrettet vil bestå af bestyrelsesformand Jan Bech Andersen og næstformand Morten Albæk.
Vores arbejde med strategiprocessen forventes færdigt og præsenteret senest i forbindelse med generalforsamlingen den 13. april 2016, men allerede nu kan jeg sige, at et af vores erklærede mål i denne strategiproces blandt andet er at skabe mere værdi for jer, vores samarbejdspartnere.

På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne personligt takke jer samarbejdspartnere for jeres kontinuerlige støtte. Jeres store opbakning gør mig utrolig stolt af at være en del af denne klub. Jeg og alle i Brøndby IF arbejder benhårdt for at indfri jeres og vores egne forventninger til klubben og på at skabe en klub med et bæredygtigt kommercielt og sportsligt fundament, som skaber værdi for alle. Og lad mig til sidst slå fast med blågule syvtommersøm, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at vi, i fællesskab, vil lykkes, og at jeg og bestyrelsen er med hele vejen, både på den korte OG den lange bane.

Tak for støtten.

Jan Bech Andersen
Bestyrelsesformand