Frank: Vi skal stadig lægge mere på

13.02.2016 13:10

Søndag drager de blågule over Øresund til den næstsidste træningskamp inden sæsonstarten. Her hedder modstanderen Malmö FF, som blev svensk mester i 2013 og 2014. Det er dermed endnu en stærk modstander, som "drengene fra Vestegnen" skal op imod, og efter træningslejren i Portugal handler det nu om at få lagt de sidste par niveauer på spillet, fortæller cheftræner Thomas Frank.
 
- Vi skal møde et rigtig stærkt hold. Malmö har leveret rigtig flotte præstationer i Europa og i Sverige i de sidste par år. Vi ved alle, hvor svært det er at kvalificere sig til europæisk gruppespil, så det er en flot bedrift af et stærkt mandskab, og vi glæder os til at møde dem, siger Brøndby-cheftræneren.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).

På den netop overståede træningslejr i Portugal var der stort fokus på presspillet, kommunikationen på banen og fase 3, og det skal der bygges videre på i kampen mod Malmö FF.
 
- I vores tre træningskampe i Portugal gjorde vi det fornuftigt i vores presspil og i kommunikationen med hinanden på banen. Det skal vi fortsætte med i træningskampen mod Malmö, men frem mod sæsonstarten skal vi hele tiden lægge nogle procenter på vores spil. I morgen skal vi derfor være mere chanceskabende og dominerende på den sidste tredjedel, så vi kommer frem til flere muligheder, end vi har gjort i de første træningskampe.  
 
Thomas Frank forklarer samtidig, at man langsomt, men sikkert, nærmer sig en start-11'er til sæsonstarten, men at træningskampen er endnu en god mulighed for at se spillerne an.
 
- Vi har været i gang med opstarten i lidt over en måned, og det betyder alt andet lige, at vi begynder at nærme os noget, der ligner en startopstilling. Men der er stadig to uger til sæsonstart, så kampen er en god mulighed for os i trænerteamet til at prøve spillere af i forskellige roller og systemer. Det er nu, vi har muligheden for at øve os i de forskellige faser af spillet og se enkelte spillere an, da vi hele tiden arbejder henimod den stærkest mulige startopstilling i sæsonstarten. Vi har valgt at lade Daniel (Agger, red.), Kalle (Kahlenberg, red.), Austin og Phiri sidde over til denne kamp på grund af fysisk dosering og småskavanker, og det giver os mulighed for at se flere spillere an, fortæller Thomas Frank.

Du kan se hele truppen til kampen mod Malmö FF her.
 
Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25.dk, kan du spille på morgendagens kamp mod Malmö FF. Her får du blandt andet odds 2.70 på en Brøndby-sejr.

LÆS OGSÅ:
- Eriksson: Vil skabe flere chancer
- Strudal: Går i detaljen med angrebsspillet
- Faninformation om kampen mod Malmö FF