Riza: Det var en fin kasse

07.02.2016 08:30

Det er ikke hver dag, man ser en back i moderne fodbold sætte tre mand af omkring modstanderens felt, løbe derind og iskoldt udplacere målmanden. 

Men tilskuerne på Estadio Bela Vista blev vidne til hele to eksempler på ovenstående i 2-1-sejren over svenske Kalmar FF i Atlantic Cup. Durmisi scorede til 1-0 og Johan Larsson stod bag sejrsmålet.

- Jeg vil ikke stå og rose mig selv, men det var en fin kasse, lyder det fra Riza Durmisi med et glimt i øjet.

Se også: Thomas Frank efter Kalmar: Tilfreds med at vi går efter sejren

Og Brøndby IF’s nummer 17 var glad for at få flere minutter i benene.

- Det var en kamp, der blev præget af meget fysisk spil. Vi holdt ikke så godt fast i bolden, det kan vi sagtens gøre bedre, men alt i alt synes jeg, vi får de 90 minutter i benene, som vi skal.

- Vi får løbet nogle meter, men selvfølgelig er det også vigtigt, at vi vinder, så vi får den moral med ind under huden. Så alt i alt var det ok, men der er selvfølgelig ting, der skal blive bedre, men det kommer. Der er tre uger til sæsonen starter, og alt går efter planen.

- Jeg kan godt mærke, der er lidt til toppen endnu, men jeg er helt sikker på, at jeg nok skal være skarp den 28. februar.

Husk, du kan følge træningslejren tæt på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).