Holst glæder sig over fremgangen

07.02.2016 17:15

Træningslejren i Portugal er ved at nå sin slutning og efter de mange træningspas på det flotte anlæg, er det en tilfreds Frederik Holst, der gør status.

- Det går den rigtige vej. Vi har trænet godt igennem og spillet tre hårde kampe hernede, så det begynder at ligne noget.

Se også: Highligths fra kampen mod Kalmar FF

- Hverdagen er i gang igen, og vi begynder at blive lidt hurtigere i benene og i hovedet, og det er godt at mærke fremgangen dag for dag, siger Brøndbys nummer 12, der glæder sig over udviklingen i nogle af træningslejrens fokuspunkter – kommunikationen på banen og presspillet.

- Der er flere, der snakker nu, og det er noget, jeg har savnet. Det er blevet meget bedre.

- Men presset er også blevet bedre. Vores interne aftaler om, hvem der skal styre presset, og hvem der skal gå med, fungerer bedre nu.

Se også: Spillerne gav den gas i Brøndby Bowl

Frederik Holst har samtidig haft et personligt fokus under træningerne. Her skrider tingene også frem planmæssigt.

- Jeg har arbejdet på, at formen følger den kurve, men også fokuseret på ting som indlæg og det defensive, lyder det fra Holst, der glæder sig til at komme i gang med Alka Superligaen og første kamp, hvor Hobro venter på Brøndby Stadion.

- Jeg står skarpt nu, men kommer til at stå endnu skarpere den 28. februar, lyder det fra Holst med et karakteristisk smil.

Husk, du kan følge træningslejren tæt på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).