Fire Masterclass-talenter i aktion på U17-landsholdet

27.01.2016 16:25

Der var masser af spilletid til fire Masterclass-talenter, da de med resten af det danske U17-landshold var i aktion på træningslejren i Tyrkiet. Med i Jan Michaelsens trup var (fra venstre mod højre på billedet) både Christian Enemark, Andreas Bruus, Casper Hauervig og Karl Dines Appelt.

Der ventede to kampe mod U18-holdene fra henholdsvis Gabala SC fra Aserbajdsjan og Nazilli Belediyespor fra Tyrkiet. I første kamp startede Christian Enemark, Andreas Bruus og Karl Dines Appelt inde, mens den unge keeper, Casper Hauervig måtte se til fra bænken. Desværre for danskerne endte kampen med et 3-1-nederlag.

I den anden kamp mod det tyrkiske hold var der startpladser til alle fire Brøndby-talenter. Hverken danskerne eller tyrkerne formåede at sætte bolden i mål, og derfor endte opgøret 0-0.

Den næste opgave for U17-landsholdet venter i februar, når modstanderen hedder Frankrig i to venskabskampe. Senere i marts tager talenterne så hul på den afgørende EM-kvalifikation.