Brøndby IF siger farvel til Michael Almebäck
25.01.2016 09:00
Brøndby IF’s svenske forsvarer Michael Almebäck skifter til Örebro SK med øjeblikkelig virkning. Efter gensidig aftale er Brøndby IF og Michael Almebäck blevet enige om at ophæve kontrakten, så forsvareren kan skifte til den svenske klub, som han også har repræsenteret tidligere i karrieren.
Sportsdirektør Troels Bech forklarer:
- Vi har vurderet, at Michael ikke har udsigt til fast spilletid i Brøndby IF, og både han og vi er enige om, at tiden er for kostbar til, at Michael er en trupspiller. Michael ønsker forståeligt nok spilletid, så da Örebro rettede kontakt til os, er vi i dag blevet enige om at ophæve kontrakten med Michael, så han kan skifte til Örebro. Dermed får vi åbnet op for en plads i truppen.
Husk at følge Brøndby IF på Facebook - find os på facebook.com/brondby
- Selv om vi nu har fundet en god løsning for alle parter, er vi selvfølgelig stadig møgærgelige over, at Michael ikke formåede at løfte sit niveau og slå igennem i Brøndby IF. Det sker desværre fra tid til anden i fodboldens verden, at et potentiale ikke bliver indfriet. Uanset årsagerne hertil, så gælder det altid om, at begge parter kommer godt videre. Nu kan vi alle kigge fremad, og vi ønsker Michael Almebäck alt det bedste i sin fremtidige karriere.
Michael Almebäck kom til Brøndby IF i sommeren 2013 på en 3-årig kontrakt og opnåede 18 kampe for de blågule.
Du kan også kan følge Brøndby IF på Instagram, Twitter og YouTube.