Durmisi: Mit mest succesrige fodbold-år

10.01.2016 10:15

Stamplads, landsholdsplads og en fast plads i Br
ndby IF's stolte historie. Riza Durmisi sikrede sig en masse nye meritter i 2015, hvor han ikke blot dominerede fra sin venstre back i den gule Brøndby-trøje, men også viste sig frem i den røde landsholdstrøje. Og så fik han også æren af at blive kåret som Årets Spiller af klubbens frivillige trænere og ledere, hvilket sætter ham i selskab med store navne som Kim Vilfort og Michael Laudrup.

- Jeg ser tilbage på det mest succesrige fodbold-år. Jeg fik min debut på det danske landshold, som enhver dreng drømmer om, og jeg blev kåret til Årets Spiller i Brøndby. Så bedre kunne det ikke have gået, fortæller Riza Durmisi.

- Det, der betyder noget for mig, er at vinde fodboldkampe. Men samtidig bekræfter de individuelle anerkendelser bare, at jeg har gjort det godt, og min udvikling har været god. Og det er jeg utrolig glad for.

2015 startede ellers med, at Durmisi sad på bænken, og back-kollegaen Patrick Da Silva startede inde for de blågule. Men Riza Durmisi fik kæmpet sig tilbage på holdkortet, og den kamp var med til at styrke forsvarsspilleren.

- Det var måske en af grundene til, at jeg blev det (Årets Spiller red.). For den følelse af at sidde på bænken er forfærdelig, og det var noget, jeg ikke ville prøve igen. Så jeg holdt snuden i sporet og prøvede hele tiden på at se på, hvor jeg kunne blive skarpere og udvikle det, jeg var dårlig til.

- Så nu hvor jeg kigger tilbage, var det helt, der gjorde, at jeg har haft et rigtig godt år.