Sådan arbejdes der med sikkerhed i Brøndby IF

24.11.2015 16:00

Hvordan fungerer sikkerhed i Brøndby IF under kampe? Det er et spørgsmål, vi ofte modtager, og vi er glade for den store interesse, der er for klubben og sikkerheden omkring den.

Sikkerhedschef i Brøndby IF, Mickel Lauritsen, fortæller nedenfor, hvordan klubben arbejder med sikkerhed omkring afvikling af fodboldkampe på Brøndby Stadion.

Hele sikkerhedsprocessen begynder lang tid før selve kampen. Vi starter med at indhente information fra politiet, fra vores modstander og fra de fans, der skal besøge stadion til den pågældende kamp. Vi ser også på historikken og på den gæstende klubs tidligere kampe i sæsonen for at få et klart billede af, hvad vi kan forvente af mulige risici. Alle disse informationer bliver brugt til at lave en samlet risikovurdering af kampen, og på denne baggrund bestemmer vi, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der er behov for.

Skal vi være venner på Facebook? Du kan finde os her: Facebook.com/brondby

På selve kampdagen arbejder vi tæt sammen med fans og myndigheder for at sikre, at alle får en god og festlig begivenhed sammen på stadion.

Vi bliver tit spurgt, hvorfor kontrollørerne står og kigger og ikke griber ind, når der f.eks. brændes fyrværkeri af. Selv om det sagtens kan se sådan ud, så er virkeligheden bestemt en anden. For det første er kontrollørerne meget nøjagtigt placeret med en klar struktur og rollefordeling, så alle er klar over de ting, de skal fokusere på. Vi arbejder altid ud fra devisen om, at vi ikke skal agere uhensigtsmæssigt og aldrig kreere et større problem end det, vi stod med som udgangspunkt. 

Ikke synligt

Til tider agerer vi akut, når der er et klart brud på stadionreglementet, men mange gange foregår arbejdet ikke synligt og i forbindelse med regelbruddet. Vi sætter ind med omtanke og vælger derfor ofte at lade situationen falde til ro, før vi går ind og får fat i de rigtige personer. Derfor foregår bortvisninger, karantæner, indsatser og involvering af politiet i langt de fleste tilfælde under overfladen for ikke at vække unødig opsigt. Vi ved af erfaring, at denne arbejdsmetode giver mindst mulig uro og samtidig gør, at de fleste personer på stadion kan fokusere på det, de har betalt for at se, nemlig fodboldkampen.  

Du kan købe billet til Brøndby IF’s kampe her

Ud over selve kampene kigger Brøndby IF også meget indad, både internt i virksomheden, men også sammen med fangrupperne, hvor der via dialog og samarbejde bliver fundet løsninger på udfordringer og udviklet på de områder, hvor det er muligt. 

En af de ting, som Brøndby IF har kigget på, er en revurdering af stadionreglementet, idet man ligesom med samfundet bliver nødt til at følge med udviklingen. Vi har kigget på stramninger og tendenser i samfundet, ligesom vi har kigget på at gøre vores regler og ”straffe” overskuelige og passende i forhold til de udfordringer, vi har i klubben. Dette har blandt andet gjort, at besiddelse af pyrotekniske artikler medfører en afgift for de pågældende personer. Dernæst har vi ligeledes gjort meget for at påvirke det centrale system i Danmark, så vi kan få bedre forhold for vores fans og samtidig gjort sikkerhedsforanstaltningerne bedre i dansk fodbold. 

Dialogorienteret fanmiljø

Vi mener, at der kommer bedre resultater ud af skabe et dialogorienteret fanmiljø, hvor man kan mødes i øjenhøjde og tale de forskellige situationer og tiltag igennem. Derfor arbejder vi på daglig basis tæt sammen med de forskellige fangrupper i Brøndby, hvor vi i fællesskab udvikler løsninger på konkrete udfordringer i form af kampafviklinger, men også dagligdagsproblemer som stadionindretning, forbedringer på tribunerne og lignende.

Husk, at du kan få alle videoer fra Brøndby IF direkte i din mailboks – bare klik her

Københavns Vestegns Politi er en meget vigtig samarbejdspartner, og det tætte samarbejde har haft en positiv effekt. Det har blandt andet medført et kraftigt fald i de sager, man normalt forbinder med fodboldkampe. Det er vi meget tilfredse med, for fodboldkampe med Brøndby IF er positive og festlige begivenheder, hvor alle oplever god underholdning i fantastiske rammer. 

Brøndby IF er formentlig den klub i landet, der løber med den største opmærksomhed – både den gode og dårlige slags, men vi er samtidig også den klub i Danmark, der har den største og mest mangfoldige fanskare. Det er et stort ansvar, som vi tager seriøst. Derfor er vi også den klub i Danmark, der arbejder mest seriøst på at udvikle sikkerhedsarbejdet og metoder til at reducere overtrædelser af bl.a. stadionreglementet, udvide samarbejdet med forbund, myndigheder og andre klubber og føre dialog med alle interessenter. Samtidig udfordrer vi gerne på områder, hvor vi mener, at der skal nytænkes – hvilket gælder både klubber, fans og forbund. 

Bærer frugt

Vi kan se, at arbejdet langsomt, men sikkert bærer frugt, og vi vil derfor fortsætte vores hårde arbejde og fastholde at den retning, der er lagt for dagen igennem det sidste år med yderligere dialog, inddragelse og en konsekvent linje over for overtrædelser. Vi tror på, at det er vejen frem, og at det er en måde, hvorpå Brøndby IF, fans og myndigheder kan mødes og arbejde videre henimod endnu bedre resultater i fremtiden til gavn for alle.

Brøndby IF, Københavns Vestegns Politi, Brøndby Kommune og fans af Brøndby IF repræsenteret ved Brøndby Support og Alpha har i samarbejde dannet 'Fair Play - også udenfor banen', hvor en fortrolig og åben dialog mellem parterne har været med til at skabe flotte resultater omkring sikkerheden på og omkring Brøndby Stadion.

Samarbejdet vil fremover udgive kvartalsrapporter, hvor de dokumenterer deres arbejde. Du kan læse første kvartalsrapport her.