Vigtig trafikinformation til alle Derby-tilskuere

06.11.2015 16:14

Brøndby Stadion er tæt på udsolgt til søndagens opgør mod FC København. Derfor opfordrer vi alle Derby-tilskuere til at komme i god tid inden kampstart kl. 18:00, så alle er inde til tiden, og at vi kan få et brag af en fodboldkamp, som kun Derby-opgørene på Brøndby Stadion kan give Fodbolddanmark.

Nedenfor finder du relevant information vedrørende parkering, afspærringer og trafikafvikling.

Parkering vest og nord for Brøndby Stadion
Mange vælger at køre i bil til Derbyet. Vi vil derfor opfordre folk til at parkere lidt længere væk fra Brøndby Stadion og i stedet gå det sidste stykke. I de fleste tilfælde vil det kunne betale sig at udnytte de ganske mange parkeringspladser, der findes vest og nord for Brøndby Stadion - især den nordlige del af 20 minutters-ringen. Gåturen på 10-20 minutter vil hurtigt være "tjent ind".


Klik her for større version af kortet

Cykelparkering
Den gamle kunstgræsbane, der ligger mellem Brøndby Stadion og Hytten, vil blive omdannet til cykelparkering. Derby-tilskuere, der kommer på cykel, bedes køre ad Gl. Kirkevej og ind til cykelparkeringen via den vej, da passagen til kunstgræsbanen fra Brøndbyvester Boulevard nord om Brøndby Stadion vil være lukket. 

Kræmmermarked i Brøndby Hallen
Der afholdes kræmmermarked i Brøndby Hallen søndag formiddag og eftermiddag, som afsluttes kl. 16:00, men det gør, at en del af de pladser, der er tæt på Brøndby Stadion, vil være optaget af stadeholdere og besøgende. De vil blive bedt om at holde sig til parkeringspladsen ved Brøndby Hallen.

Afspærring ved FCK-fansenes ankomst
Fans af FC København ankommer til Brøndbyøster Station omkring kl. 16:00. Det medfører en forventet, midlertidig lukning af trafikken på Højstens Boulevard og Park Allé i tidsrummet kl. 16:10-16:45. Det vil sige, at trafikken fra syd via Brøndbyvester Boulevard er åben hele tiden med indkørsel ved Brøndby Hallen, og at trafikken fra vest på Park Allé kun vil være kortvarigt lukket i forbindelse med, at fans af FC København skal passere. 

Trafikinformation helt frem til kampstart
I timerne frem til kampstart vil Vestegnens Politi informere omkring trafikafviklingen via deres Twitter-profil (@VestegnsPoliti). Du kan også læse mere om vejarbejdet på motorvejsnettet syd for Brøndby Stadion på trafikken.dk.

Har du endnu ikke sikret dig en billet? Du kan stadig nå det via billetter.brondby.com, men der er ikke mange tilbage.