Hjulsager efter U21-samling: Nu er fokus tilbage på Brøndby

15.10.2015 16:25

Andrew Hjulsager var igen at finde til dagens Brøndby-træning, efter kantspilleren har været samlet med resten af U21-holdet den seneste tid. Den samling forløb rigtig fint for Hjulsager, der stod for det eneste mål i Danmarks 1-0-sejr over Bulgarien i tirsdags, og matchvinderen fra den kamp var også glad for spilletiden og det mål, den kastede af sig.

- Her i starten har jeg ikke spillet så meget, som jeg havde håbet på, så det var fedt at komme af sted med U21-landsholdet og få to kampe plus et mål. Det er altid rart at komme på måltavlen, men det betød da selvfølgelig også lidt ekstra, når jeg nu ikke har spillet så meget på det seneste. Det viser også, at jeg er klar fra start i sådan en vigtig kamp mod Bulgarien.

Håber Thomas Frank lagde mærke til præstationen
Den daglige cheftræner i Brøndby IF, Thomas Frank, havde selv taget turen op til Aalborg for at kommentere kampen mellem Danmark og Bulgarien. Men selvom Hjulsager bemærkede cheftrænerens tilstedeværelse, er han ikke sikker på, hvor stor rolle det kommer til at spille i den blågule trøje. 

- Jeg ved ikke, om det har så meget betydning her i Brøndby. For mig var det vigtigt at bevise over for Niels (Frederiksen red.), at jeg er en af de afgørende spillere, og at han kan regne med mig i forbindelse med de fremtidige U21-landskampe. Men nu var Thomas (Frank red.) jo oppe at se kampen, så jeg håber da, at han lagde mærke til, at jeg spillede en god kamp.

- Nu har jeg været af sted i tolv dage og har været fuldt fokuseret på at gøre det godt for U21-landsholdet, men den er lukket nu, så mit fokus er igen tilbage på at gøre det godt i Brøndby. Så jeg har ikke gjort mig så mange tanker om søndagens kamp endnu – jeg skal bare ud og give den gas til træning i morgen. 

Kampen på søndag mod Viborg FF bliver skudt i gang klokken 16:00, og du kan se den på Canal9 med optakt fra klokken 15:30.

Sidste gang Brøndby IF gæstede Viborg, endte det med en sikker, blågul sejr på 4-0. Tror du, at Hjulsager og holdkammeraterne kan gentage det og rejse tilbage til Vestegnen med mere end tre mål i bagagen, er der lige nu odds 5.00 at hente hos Brøndby IF’s hovedsponsor, Bet25.