Hvad gør du, Martin Albrechtsen?

06.10.2015 12:45

I en ny serie her på brondby.com har vi sat en række af Brøndby-spillerne i fiktive dilemmaer - alt fra hverdagssituationer til akavede øjeblikke. Men hvilken løsning ville de vælge?

Vi lægger ud med Martin Albrechtsen.

1) Der er 20 minutter, til transfervinduet lukker. Din agent ringer og fortæller, at klubben er blevet enig med en klub i Qatar, som vil give dig en virkelig guldrandet kontrakt. De har dog også en anden spiller i baghånden. Du har fem minutter til at skrive under, men kæresten tager ikke telefonen, når du prøver at fange hende, så du må tage beslutningen uden hendes input. Hvad gør du nu?

- Hvis jeg stod og skulle skifte klub, så ja - så send mig afsted. Så må kæresten indfinde sig med det. Men det afhænger jo af, hvilken klubsituation man står i.

2) Du er ansvarlig for bødekassen. Der er afslutningsfest lige om hjørnet, og du tæller kassen op. Der mangler 500 kr. Hvad gør du nu?

- He he, tager et overtræk. Også gerne et større af slagsen, som vi gjorde for to år siden. Man kan ikke holde en fest uden at gå all-in. Heldigvis er vi jo mange om at dele regningen.

3) Du trækker i træningstøjet. Hurtigt breder en ubehagelig varme sig i dine træningsunderbukser, som er blevet smurt ind i varmecreme af en af dine holdkammerater. Hvad gør du nu?

- Jeg finder ud af hvem der har gjort det - og så vil jeg nødig være ham. Men ellers bider jeg smerten i mig. Jeg har jo prøvet det, der er værre.