Bruus på måltavlen for U17-landsholdet

28.09.2015 11:50

Søndag eftermiddag spillede U17-landsholdet den tredje og sidste EM-kvalifikationskamp på Island. Der var en plads i forårets elitrunde på spil. Modstanderen var værterne fra Island, som kunne nøjes med en uafgjort.

Til kampen havde træner Jan Michaelsen igen tre Brøndby-spillere med i startopstillingen. Ligesom de to første kampe, startede Christian Enemark og anfører Karl Appelt på banen. Desuden var Andreas Bruus igen at finde i startopstillingen - han tog plads på højre kant. Målmand Casper Hauervig sad på bænken i hele kampen.

Island spillede meget tilbageholdende, og det derfor kom Danmark ikke frem til meget i første halvleg. I anden halvleg fik danskerne prikket hul på Islands forsvar. På en indøvet hjørnesparkskombination, headede Brøndby IF's Andreas Bruus danskerne foran med 1-0. I kampens sidste minut scorede Jeppe Okkels til slutresultat 2-0. Dermed er Danmark kvalificeret til forårets eliterunde.

Det var også en glad landstræner efter kvalifikationen var i hus.

- Vi starter låst og nervøst, og det giver en urolig første halvleg. I pausen aftaler vi at give fem procent mere i duellerne og stå mere kompakt, samt turde noget mere fremadrettet. Vi stepper op, og det er ekstra lækkert at se, at vores arbejde på træningsbanen med standardsituationer giver pote. Vi afværger deres pres og lukker kampen på en fin omstilling. Nu glæder vi os til at blive matchet på højeste niveau, sagde Jan Michaelsen til dbu.dk.

Nedenfor kan du se billeder samt begge mål fra kampen.





Målene fra dagens U17-sejr over Island.

Posted by Landsholdsfodbold, herreungdom on 27. september 2015