U16-landsholdsmålmand til Brøndby IF
08.09.2015 15:30
Brøndby Masterclass råder allerede over adskillige landsholdsmålmænd, og efter sommeren bliver endnu én føjet til den talentfulde afdeling. Mads Hermansen, der om en uge tager med U16-landsholdet til træningssamling, skifter nemlig til Brøndby IF fra sommeren 2016, hvor han vil flytte ind på Brøndby Idrætsefterskole.
Den 15-årige målmand kommer fra Brøndby Masterclass’ talentcenter på Fyn, Næsby Boldklub, og han bliver dermed den anden, der tager den tur, efter Christoffer Hansen netop er begyndt på efterskolen.
Mads Hermansen når at fylde 16 år, inden han kommer til Vestegnen til sommer og derfor vil målmanden støde til det blågule U17-mandskab, som han allerede har været på træningslejr til Tyrkiet med og senest spillede for i Brøndby Cuppen. Målmandstræner Sten Christensen glæder sig til at arbejde med sin nye spiller.
- Mads er en rigtig spændende målmand, og vi glæder os meget til, at han bliver en del af vores elitemiljø og gruppen af talentfulde målmænd. Han er en dreng, der er lære- og træningsvillig, og han hviler rigtig godt i sig selv, samtidig med at han har en stor tro på egne evner. Så jeg tror på, at Mads vil kunne tage nogle store skridt fremad hos os.
Uddannelsesinstitutionerne, som Brøndby Masterclass samarbejder tæt med, er:
- Brøndby Gymnasium (Gymnasium og HF)
- Brøndby Idrætsefterskole (9. og 10. klasse)
- Brøndbyvester Skole (7. og 8. folkeskoleklasse)
- UCN - Uddannelsescentret Nygård (10. klasse)
- CPH West (Handelsskole)