Frank efter 2-0-sejren: Stolt af spillerne

30.08.2015 20:39

Tre Superliga-sejre i træk. Alle tre med clean sheet. Det er den statistik, cheftræner Thomas Frank kan notere på sin blok efter søndagens 2-0-sejr over FC Nordsjælland, hvor Ronnie Schwartz og Teemu Pukki stod for målene.

- Vi spillede en rigtig fin første halvleg, hvor vi startede aggressivt, hvor vi var bedst, og hvor vi skulle have været foran, siger Thomas Frank.

- I anden halvleg sled vi åbenlyst med tingene. Det var kamp nummer 13 på 46 dage, og det slider selvfølgelig på krop og sind, men jeg må rose spillerne for den måde, de æder sig igennem anden halvleg på og virkelig investerer. Det er jeg stolt af. Mål ændrer fodboldkampe, og det kom på rigtige tidspunkt for os.

- Vi har leveret en hæderlig europæisk indsats, sammenlagt med at vi har hentet 10 point for de seneste fire kampe. Tre sejre i streg, alle med clean sheet. Jeg bider også mærke i, at vi to gange i træk har vundet efter en europæisk kamp. Denne gang var det endda på den "hurtigste" bane i Superligaen, hvor vi ved, at man kan blive kørt meget træt, hvis FC Nordsjælland rammer et højt niveau. Det gjorde de i anden halvleg. Derfor er jeg rigtig tilfreds med sejren og de tre point, og så er der nogle ting, som jeg gerne ville have, at vi havde gjort bedre i anden halvleg, men det kan vi forhåbentlig løfte de næste 14 dage frem mod hjemmekampen mod FC Midtjylland.

Vil du sikre dig en billet til opgøret mod FC Midtjylland på Brøndby Stadion søndag den 13. september, skal du klikke forbi brondby.com/billet.