Tre Brøndby-talenter med i sejr og uafgjort

28.08.2015 10:25

Tre Brøndby-talenter var rejst med U17-landsholdet til Bulgarien for at spille to venskabskampe. 

Første venskabskamp blev spillet tirsdag aften i Pravets i Bulgarien. Med fra start var Casper Hauervig i målet, Christian Enemark i forsvaret samt Karl Dines Appelt (billedet) på midtbanen. Det blev en kamp som danskerne dominerede fra start til slut. Kampen endte 5-0 i danskernes favør. Ingen af Brøndby-spillerne kom på måltavlen. 

Torsdag aften skulle Bulgarien så forsøge at revanchere sig efter det store nederlag i første kamp. Danskerne havde både Christian Enemark og Karl Dines Appelt med i start-11'eren. Der var dansk overvægt i spillet, men desværre udløste det ingen scoringer. Karl Dines Appelt havde i løbet af kampen et par chancer, men det sluttede alligevel uden scoringer. Kampen endte 0-0.

Næste opgave for U17-landsholdet er de vigtige EM-kvalifikationskampe i september. Her venter Grækenland, Kazakhstan og Island. Første kamp spilles den 22. september.