Kahlenberg: Det går efter planen

27.08.2015 11:30

Thomas Kahlenberg blev den 21. maj opereret for en hofteskade, der generede anføreren i hele sidste sæson. Skaden betød, at det blot blev til fire kampe i forårssæsonen for nummer 7 på Brøndby-mandskabet.

I de sidste måneder har Kahlenberg genoptrænet for fuld kraft, og det hele skrider planmæssigt fremad, fortæller han:

- Jeg følger den plan, vi har lagt for min genoptræning. Jeg er begyndt at løbe og laver også øvelser med bold. De sidste par træningspas er jeg startet op sammen med holdet og har så lavet individuelle øvelser i den sidste del af træningen. Næste mål er at komme tilbage i fuld træning, og det håber jeg sker inden for de næste uger. Derefter må vi se, hvor længe jeg skal bruge på at komme i kampform.

Hvornår den 32-årige midtbanekreatør regner med at gøre comeback på Brøndby-holdet, vil han ikke sætte dato på. Fornemmelsen er dog god, fortæller han:

- Jeg vil ikke sætte en dato på, men det føles godt, og jeg mærker ikke noget til de smerter, jeg havde før operationen. Nu skal jeg bygge mig selv op stille og roligt og forbedre styrken og konditionen. Det ser positivt ud, og jeg er fortrøstningsfuld.

Senest anfører Thomas Kahlenberg var i aktion for Brøndby IF var den 22. marts 2015 i Alka Superliga-kampen mod FC Vestsjælland.