Mads Toppel ny mand i Brøndby IF's målmandsteam

07.08.2015 17:41

Fredag formiddag skiftede Lukas Hradecky til Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt, men hullet i Brøndby IF’ keeperteam er allerede lukket. 33-årige Mads Toppel skifter på fri transfer til Brøndby IF på en 2-årig kontrakt og supplerer dermed Frederik Rønnow og Andreas Hansen på målmandspositionen.

Sportsdirektør Troels Bech fortæller om signingen:

- Vi har været på udkig efter en økonomisk ansvarlig mulighed for at hente en tredje målmand ind og samtidig tilføre vores team af keepere noget rutine. Det har vi fundet i Mads Toppel, som har gåpåmod og ikke mindst masser af erfaring, senest med over 80 førsteholdskampe for OB, lyder det fra Troels Bech.

Hovedpersonen selv ser frem til at komme i gang som Brøndby-spiller.

- Jeg er mere end almindeligt glad for at blive en del af Brøndby IF. Når en storklub med så stolte traditioner og så stort et setup melder sig på banen, så slår man til, og jeg ser frem til at knokle med Brøndby-logoet på brystet. Jeg er klar til at give både Frederik Rønnow og Andreas Hansen konkurrence, og ikke mindst til at vi sammen kan løfte hinanden hver dag.

Mads Toppel tiltræder øjeblikkeligt og deltager derfor i Superliga-truppens lørdagstræning.