Schwartz: Nu skal vi putte dem ind

31.07.2015 11:43

Der var ikke langt fra underskrift til spilletid for Ronnie Schwartz. Den 25-årige offensivspiller debuterede i Brøndby-trøjen torsdag aften i 0-0-opgøret mod Omonoia fra Cypern, blot tre dage efter at have skrevet under på en etårig lejeaftale med de blågule.

- Det var dejligt at spille kamp igen - og ikke mindst dejligt at trække trøjen over hovedet. Det havde jeg glædet mig til, lige fra det sekund jeg skrev under. Heldigvis kom spilletiden hurtigt min vej, og med lidt held og dygtighed havde vi også lavet en pind på en af de store chancer, vi skabte, så vi kunne få en sejr, siger Ronnie Schwartz om de blågules første opgør i tredje kvalifikationsrunde til Europa League.

- Når det er sagt, så var det sindssyg vigtigt at holde nullet. Kan vi lave et mål dernede, så ser det svært ud for dem. Omvendt ville vi virkelig gerne have scoret et mål på hjemmebane også, men sådan skulle det ikke være. Et clean sheet skal man altid glæde sig over, og vi har stadig en fornuftig chance for at gå videre. De har en fordel ved at være på hjemmebane på torsdag, men defensivt stod vi godt, og offensivt kreerer vi de tre-fire chancer, der i princippet skal til for at score, så nu skal vi til at putte dem ind, tilføjer debutanten.

Torsdagens kamp mod Omonoia bød også på debut til 19-årige Malthe Johansen, som kort før pausen erstattede Martin Albrechtsen i midterforsvaret. Du kan se et "debut-interview" med det unge Brøndby-talent ved at klikke her.

Returopgøret mod Omonoia spilles på torsdag den 6. august kl. 18:00 dansk tid, og du kan se Ronnie Schwartz og co. i aktion på tv-skærmene på 1964 på Brøndby Stadion. Dørene åbner kl. 17:00, hvor der også vil blive tændt op i grillen, så pølser og burgere kan blive tilberedt. Denne aften vil 1964 køre et tilbud på en menu bestående af en burger plus en øl eller en sodavand for 70 kr. (normalpris 90 kr.). Bestil dit bord på [email protected] senest torsdag den 6. august kl. 10:00.

Inden da venter endnu en hjemmekamp - denne gang i Alka Superligaen mod Hobro IK. Der er kickoff på søndag den 2. august kl. 18:00, og billetsalget er i fuld gang på brondby.com/billet.