Brøndby Cup: Næststørste turnering nogensinde

24.07.2015 11:50

182 fodboldhold fra Europa og Afrika indtager fra lørdag den 25. juli anlægget omkring Brøndby Stadion, når årets Brøndby Cup fløjtes i gang.

Fra den 25. juli til den 29. juli dyster fodboldglade piger og drenge fra ind- og udland på banerne omkring Brøndby Stadion.

- Det bliver den næststørste Brøndby Cup nogensinde, og der deltager 182 hold fra over 10 nationer, fortæller Michael B. Espersen, der er forretningsfører i Brøndbyernes IF.

Ungdomsturneringen er både for bredde- og elitefodboldspillere i aldersgruppen U8-U19. 

- I år består Brøndby Cup af tre turneringer: Brøndby Elite Cup, Brøndby Bredde Cup og som noget nyt Brøndby Mini Cup, siger Michael B. Espersen.

Der deltager 60 hold (U13-U19) i Brøndby Elite Cup, 70 hold (U11-U19) i Brøndby Bredde Cup og 52 hold (U8-U10) i Brøndby Mini Cup.

Mere end 1.000 overnattende deltagere

Turneringen foregår på Brøndbys store anlæg, der består af 19 græsbaner og tre moderne kunstgræsbaner. Indkvarteringen foregår på skoler, der ligger i gåafstand til banerne.

Der deltager hold fra Danmark, Tyskland, Schweiz, Italien, Frankrig, Holland, Færøerne, Norge, England, Litauen og Sydafrika. Derudover deltager der også dommertrioer fra forskellige europæiske lande.

- I alt kommer der 1.056 overnattende fra ind- og udland, fortæller forretningsfører Michael B. Espersen og fortsætter:

- Der kommer til at sove folk på SOSU C (Social og sundhedsuddannelses Centret i Brøndby), Brøndbyvester Skole på Tornehøj og Krogagervej. Derudover har vi fyldt hotellet i Idrættens Hus op, og vi har også folk boende på First Hotel og forældrecamping ved Brøndbyvester Skole, tilføjer han.

De frivillige

I alle årene har Brøndby Cup været afviklet udelukkende med hjælp af frivillig arbejdskraft. Klubbens ledere, trænere og andre ildsjæle bruger en uge af deres sommerferie for, at turneringen kan blive en succes for alle holdene, deltagernes forældre og for Brøndby IF.

- I år er der mellem 75 og 100 frivillige involveret i afviklingen af Brøndby Cup. De frivillige løser blandt andet logistiske opgaver, hjælper til i indkvarteringen og laver mad til alle holdene i Stadionhal 1, hvor al bespisning foregår, fortæller Michael B. Espersen og tilføjer:
- Der skal jo laves mad til 1.300 personer per måltid plus tilkøb, så det er noget af en opgave.

Underholdning 

Udover alle fodboldkampene under Brøndby Cup er der en masse aktiviteter sideløbende med turneringerne.

- Vi har blandt andet en stor eventplads, hvor stævnesekretariatet også hører til. Her kan deltagerne fornøje sig med bordfodbold, den oppustelige fodboldbane, hoppeborgene eller i EA-spilleteltet, siger Michael B. Espersen.

Derudover vil Brøndby Shoppen også være at finde i eventområdet samt DJ og salg af pølser og drikkevarer.

- Som noget nyt i år tilbyder vi også sportsmassage, og vi har også en fotograf på hele tiden, så forældrene kan få nogle billeder af deres børn, fortæller Michael B. Espersen.

Rundvisning

Ved ankomsten modtager alle deltagere en merchandise-pose med en erindringspokal, t-shirt, sodavand, slik og chokolade fra Toms, Brøndby Cup-magasinet og fodboldmagasinet GOAL. Derudover får alle hold også en signeret fodbold.

Hvis man ønsker sine egne autografer til samlingen, så kommer nogle af Brøndby IF’s Superligaspillere forbi og skriver autografer om lørdagen. Og søndag er det Brøndby IF’s guldkvinders tur til at skrive autografer.

Bagefter får alle deltagerne i Brøndby Cup også adgang til søndagens Superligakamp mellem Brøndby og OB.

- Vi arrangerer også en træner/lederaften med stadionrundvisning, hvor vi - afhængig af hvor mange der melder sig til - slutter af med mad i en af loungerne eller i klubhuset. Her vil Brøndby IF’s bestyrelsesformand Jan Bech Andersen komme og fortælle om, hvorfor han blev involveret i Brøndby IF, fortæller Michael B. Espersen.