Hjulsager: Vigtigt at komme tilbage på sporet

22.07.2015 11:50

Torsdag aften skal Brøndby IF forsøge at spille sig videre til tredje runde i Europa League-kvalifikationen. Udgangspunktet inden returopgøret mod PFC Bulgarien er en flot 1-0-sejr fra den første kamp i Bulgarien i sidste uge, hvor de blågule var i kontrol med en stærk, defensiv organisation.

Står det til Andrew Hjulsager, vil de blågule endnu en gang kontrollere kampen, men ambitionen er at være bedre på bolden, når det går løs på Brøndby Stadion kl. 19:00.

- Målet er at styre spillet og være aggressive. Det bliver ikke nemt, for vi ved, at Beroe er et godt hold, men det er vigtigt for os at komme tilbage på sporet efter en skidt åbning på Superligaen i søndags. Vi vil videre til tredje runde og helst med en sejr, selv om vi ikke tager noget for givet, lyder det fra Andrew Hjulsager.

Som ung spiller suger han al den europæiske erfaring til sig. Og mere må meget gerne komme Brøndby-talentets vej.

- Det er fedt at spille europæiske kampe, og jeg vil gerne spille endnu flere. Jeg går 100 % ind til hver kamp, uanset hvilken turnering der er tale om, men forskellen er, at man lærer nogle anderledes ting - og måske dermed også lidt ekstra - i Europa. Det er hold, som vi ikke er vant til at stå overfor, og mange af dem kommer fra en anden fodboldkultur. Man oplever modstandere, som har en anden tilgang til spillet, og som bruger de her små tricks undervejs i forsøget på at få overtaget i duellerne og i kampen som helhed. Det er lærerigt, fortæller Andrew Hjulsager.

Du køber billet til opgøret via brondby.com/billet. Prisen er blot 50 kr, og alle pladser er unummererede. Har du sæsonkort, kan du læse mere om dine muligheder for adgang ved at klikke her.

Tror du, at begge hold kommer på tavlen denne gang, giver hovedpartner Bet25.dk odds 2.15.