Frank: Aggressivitet og hurtig boldomgang skal sende os videre

23.07.2015 08:25

Efter en fin og kontrolleret 1-0-sejr mod PFC Beroe i Bulgarien står Brøndby IF med gode kort på hånden i forhold til at gå videre til tredje kvalifikationsrunde til Europa League. 

Trods det gode udgangspunkt resterer der dog fortsat 90 vigtige og vanskelige minutter mod de kontrastærke bulgarere torsdag aften på Brøndby Stadion, før avancementet til næste runde er en realitet.

Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25, kan du naturligvis spille på kampen. Tror du på en sikker sejr til de blågule, kan du blandt andet få odds 2.30 på en hjemmesejr på minimum to mål.

Cheftræner Thomas Frank fremhæver aggressivitet og hurtig boldomgang som to af de vigtigste parametre, der skal sende Brøndby IF videre i turneringen:

- Vi spillede en god kamp nede i Bulgarien, hvor vores gameplan lykkedes til fulde. Vi gav meget lidt væk og kontrollerede tingene gennem det meste af kampen. Det gav os en vigtig udesejr og et godt afsæt til returkampen.

- Det er dog utrolig vigtigt, at vi ikke går ind til torsdagens opgør med et defensivt mindset og bare vil forsvare 1-0-føringen hjem. Vi skal igen gribe initiativet og sætte os på kampen lige fra starten. Der skal være fuld koncentration og kvalitet i alt, vi laver og tilstrækkelig aggressivitet i duellerne og presset. Høj kvalitet og fart i boldomgangen samt positionerne på banen er også nøgleområder for os - for det var slet ikke godt nok i Superliga-premieren i søndags.

- Forhåbentlig kan vi få lavet et mål, eller to, så vi tvinger Beroe frem på banen. Der er de nemlig mest sårbare, mens de er giftige, når de fra et defensivt udgangspunkt kan slå deres hurtige omstillinger. Vi glæder os til kampen og til opbakningen fra vores tilskuere. Den kan forhåbentlig være med til, at tingene tipper vores vej, så det er os, der senere torsdag aften er i tredje runde.

Returopgøret mod PFC Beroe fløjtes i gang på Brøndby Stadion torsdag kl. 19:00. Du kan købe billet til opgøret her.