Rashani: Bliver bedre hver dag

07.07.2015 09:13

Elba Rashani var i slutningen af efteråret 2014 og i størstedelen af forårssæsonen 2015 ude med en drilsk lyskeskade, som holdt den 22-årige kantspiller på sidelinjen.

Nu er nordmanden dog helt klar igen og glæder sig over at være smertefri og over at kunne mærke, at formen bedres dag for dag.

- Det går i den rigtige retning. Formen er meget bedre nu end mod FC Nordsjælland, som var den første kamp efter skaden (den 21. maj, red.). Det bliver egentlig bare bedre og bedre for hver dag, så jeg ser vældig positivt på det. Og jeg er sikker på, at jeg snart er klar til at spille en 90-minutters kamp.

- Jeg mærker ikke mere til problemerne med lysken, så det er rigtig dejligt. Jeg har arbejdet rigtig hårdt sammen med ”fysserne”, og nu ser det ud til, at jeg ikke behøver at tænke så meget på skaden og i stedet kan fokusere på fodbolden.

I torsdagens kvalifikationskamp mod AC Juvenes/Dogana fra San Marino blev Elba Rashani skiftet ind lige efter pausen i stedet for Johan Elmander. Og lige som manden han afløste, fik Rashani puttet to kasser ind på de 45 minutter, han var på banen. Målene er et selvtillidsboost, fortæller Elba Rashani:

- Det er klart, at det giver noget selvtillid at score mål. Det kan godt være, at vi vandt stort, men det var trods alt en europæisk kamp, og alle mål tæller. Jeg havde bestemt mig for at lave et par mål, da jeg blev skiftet ind, så jeg er glad for, at det lykkedes. Det var vigtigt for os alle at komme godt i gang med sæsonen - både med den taktiske struktur på holdet og med at vise, hvad vi kan offensivt.

Elba Rahani har i skrivende stund spillet 18 kampe og scoret fire mål for Brøndby IF. Den statistik kan den norske kantspiller udbygge om to dage, når det igen går løs i Europa League-kvalifikationen. Her skal Brøndby IF en tur til San Marino for at forsvare 9-0-føringen fra det første opgør på Brøndby Stadion.