Over 1.000 besøgende til Brøndby Dagen

01.07.2015 15:22

Årets udgave af Brøndby Dagen var særdeles velbesøgt. Over 1.000 kiggede således forbi Brøndby Stadion til autografer, skattejagt, oppusteligt legeland, showkamp, træning med spillerne og en masse andre aktiviteter.

Som det fremgår af billederne i vores galleri fra Brøndby Dagen, var der lang kø til Superliga-spillernes autografer, som blev sat på alt fra trøjer og kasketter til arme og ben.

160 Brøndby Junior-medlemmer havde sikret sig en plads på træningsbanen med Daniel Agger og co. Spillerne tog de fodboldglade børn med igennem lidt opvarmning med fangeleg og kolbøtter, hvorefter den stod på 10 minutters træning på Superliga-manér. De sidste 10 minutter var der en lille kamp fem mod fem.

Der blev også gået til makronerne i showkampen, hvor 60 børn - 30 i hver halvleg - udfordrede spillerne. Dommer og assistenttræner Claus Nørgaard var nærig med kortene, hvilket var til stor frustration for Superliga-holdet, som gang på gang følte sig bortdømt i nærkampene. I anden halvleg løb Nanok på banen og tog målet for børnene. Martin Albrechtsen fik sendt Brøndby Junior-maskotten til tælling, men heldigvis kunne Elba Rashani yde førstehjælp, og Nanok kom på benene igen. Med to bolde i spil på samme tid, var det svært at følge med i målfesten – men vi formoder, at de velspillende børn tog sejren igen i år!
 
Alle deltagere - børn såvel som forældre - må meget gerne dele Brøndby Dagen-minder med hashtagget #BrøndbyDagen2015 på de sociale medier.

Et minde i form af en “Brøndby Dagen”-t-shirt kan i øvrigt købes i Brøndby Shoppen på Brøndby Stadion for blot 50 kr.