Nyt og større Junior-afsnit - med masser af stemning!

02.06.2015 16:23

Brøndby Junior er vokset i medlemstal, og de helt unge fans har brug for mere plads på tribunen. Vi flytter derfor Junior-afsnittet op på øvre, hvor vi har god plads til at brede os og mulighed for at tilgodese de forskellige aldersgruppers behov. Fra den nye sæson vil kamptidspunkterne tilmed blive mere børnevenlige med kickoff henholdsvis kl. 16:00 og kl. 18:00 på søndage.
 
Der vil være familievenlige afsnit, men også et nyt stemningsafsnit – en ”forældrefri zone”, hvor de mest stemningsivrige Junior-fans kan give den gas på egen hånd. På søndag den 7. juni bliver afsnittet indviet med nyt banner malet af de unge selv, og det kombineres med tifo – kun for de unge. Under kampen vil der være trommer, flag, megafoner og god stemning i afsnittet.

Brøndby Junior vil fra den nye sæson afholde malerdage i samarbejde med Brøndby Tifo, og vi kommer til at planlægge en masse sjove stemningsdage til udvalgte hjemmekampe.

Nedenfor finder du en oversigt over, hvordan det nye Junior-afsnit vil se ud. 



Bonusinfo: Hele denne del af tribunen vil blive røgfri og med egne kontrollører.
Der er adgang gennem tårn 23 til toiletter samt boder på mellemdækket. Der vil ligeledes være sælgere, der bevæger sig rundt i afsnittet med salg af sodavand og popcorn.

Vi forventer rigtig mange besøgende til årets sidste kamp, så er du Junior-medlem, skal du skynde dig at trække en plads på det nye afsnit gennem dit medlemskab på brondby.com/junior

Junior Loungen er åben på søndag

Brøndby Junior Lounge er åben fra kl. 14:00 til kl. 15:45 på søndag. På græsarealet foran Junior Loungen vil der være en oppustelig fodboldbane, pannabane og andre muligheder for leg og hygge. Hummel opstiller også et mål, hvor du har mulighed for at vinde et gavekort til Brøndby Shoppen på 1.000 kr, så husk at snøre skoene godt og indstille ”målpoten”.

Vi har ligeledes masser af aktiviteter inden for i Junior Loungen. Der vil være Xbox med FIFA, bordtennis, tegneborde, brætspil og mulighed for at købe pølsehorn i vores Junior-bod, som nu også tager imod dankort.

Mellem kl. 14:45 og kl. 15:15 vil der være besøg af to spillere fra Superliga-truppen, som giver autografer og krammere til de fremmødte.

Vi glæder os til at se jer til sæsonens sidste kamp!

Med venlig hilsen

Brøndby Junior og Nanok