U17-talent fra Næsby til Brøndby Masterclass

27.05.2015 16:45

Når de blågule U17-talenter skal i aktion efter sommerferien, bliver det med en ny spiller i truppen fra et af de regionale talentcentre i Brøndby Masterclass. 15-årige Christoffer Hansen, som har spillet tre U16-landskampe, skifter således fra Næsby Boldklub til Brøndby IF.

Christoffer Hansen flytter ind på Brøndby Idrætsefterskole, der er placeret blot et hjørnespark fra Brøndby Stadion og tidligere har huset spillere fra Brøndby IF's talentafdeling.

- Brøndby Masterclass har en vifte af uddannelser i umiddelbar nærhed af Brøndby Stadion, og det er vigtigt for os, at spillerne får mulighed for at uddanne sig sideløbende med aktiviteten på grønsværen, siger Masterclass-chef Kim Vilfort og tilføjer:

- Uddannelserne vil ikke kun forberede spillerne til tiden efter fodbolden. Det er vores erfaring, at det ligeledes er et godt afbræk og en god stimulering i dagligdagen som elitespiller.

På selve grønsværen vil det være U17-cheftræner Søren Weber Juul, som skal hjælpe med at uddanne Christoffer Hansen.

- Christoffer er primært i spil til positionerne som venstreback og venstrekant. Han har nogle spændende kompetencer i form af sin fart og teknik, og så er det værd at fremhæve, at han er meget ærgerrig til både træning og kamp. Det bliver spændende at se, hvordan han kommer til at udvikle sig i vores miljø, siger Søren Weber Juul.

Uddannelsesinstitutionerne, som Brøndby Masterclass samarbejder tæt med, er:

Brøndby Gymnasium (Gymnasium og HF)
Brøndby Idrætsefterskole (9. og 10. klasse)
Brøndbyvester Skole (7. og 8. folkeskoleklasse)
UCN - Uddannelsescentret Nygård (10. klasse)
CPH West (Handelsskole)