Crossbar Challenge: Hvem snupper den sidste finaleplads?

27.05.2015 14:56

Så er det blevet tid til anden semifinale i Brøndby IF og Bet25.dk’s Crossbar Challenge, hvor spillerne fra Superliga-truppen dyster mod hinanden i den ædle disciplin at ramme overliggeren. Med semifinalerne går konkurrencen ind i sin afgørende fase, og vi har derfor valgt at udvide konceptet, så der er endnu mere spænding og lir.  

Udvidet koncept

Ud over at få tildelt fem bolde hver i den klassiske duel, vil spillerne også få testet deres teknik i yderligere to runder - en speed-runde og en jongleringsrunde. 

I speed-runden skal spillerne sparke fem spark fra feltets kant inden for 10 sekunder. Hver gang overliggeren rammes, gives der ét point.  I jonglerings-runden skal der jongleres minimum tre gange i området ved pletten, inden der sparkes til bolden i luften. Hver spiller får her fem forsøg og tre point, hvis de rammer. 

Med flere runder er der altså også endnu mere underholdning at komme efter, når man tuner ind på kanalsport.dk torsdag aften for at se opgøret. Og på bet25.dk kan man – naturligvis – spille på kampen. 

Duel mellem to talenter

Torsdagens duellanter er to yderst populære og velkendte herrer. Lebogang Phiri er holdets centrale omdrejningspunkt. Med et suverænt touch på bolden og knivskarp præcision i sine afleveringer er det ikke nogen stor overraskelse, at han står i semifinalen. Trods sin størrelse er både hjerte og overblik stort hos midtbanedynamoen, der kom til Brøndby i sin tid fra Bidvest Wits, Brøndby IF's sydafrikanske samarbejdsklub.

Patrick Da Silva er en af holdets motorer i venstre side af banen. Med udgangspunkt fra backen løber han solen sort, hvad enten det gælder defensive eller offensive aktioner. Ligesom Phiri har Patrick Da Silva også både hjerte og hjerne med på banen, hvor han altid giver 100 % for holdet. Og man skal ikke have været i nærheden af to unge kometer ret længe for at finde ud af, at de også har kort vej til smil og jokes.

Hos Bet25.dk er Patrick Da Silva favorit til at gå videre til finalen, hvor Martin Ørnskov venter. Således giver Da Silva pengene 1.77 igen ved sejr, mens Phiri-sejr giver pengene 1.93 igen. 
Bet25.dk under ’Superligaen’.

Bet25-salgschef Daniel Grønhøj udtaler: 

- Jeg ser meget frem til semifinale nummer to i Bet25 Crossbar Challenge. Vi har jo udvidet konceptet en smule, så spillerne får endnu mere mulighed for at vise, hvad de kan. At spille overligger er jo en sjov disciplin, så det er bare herligt med et udvidet format. Og at dømme efter den første semifinale har både spillerne og seerne på kanalsport.dk taget særdeles godt imod.