Kahlenberg: Operation forløb efter planen

23.05.2015 19:05

Thomas Kahlenberg blev torsdag opereret for sin hofteskade i Tyskland. Hofteproblemerne, der har generet midtbanekreatøren i hele indeværende sæson, har betydet, at det blot er blevet til fire kampe i forårssæsonen for den blågule 7'er, ligesom Kahlenberg i marts måned var tvunget til at melde afbud til landsholdet.

Trods grundige forsøg på at udrydde hofteproblemerne med andre behandlingsformer, stod det tidligere i maj måned klart, at en operation var nødvendig. Ifølge Brøndby-anføreren forløb torsdagens indgreb heldigvis uden komplikationer og helt efter planen.

- Det gik, som det skulle. Lægen fortalte efterfølgende, at operationen var gået godt, så det er selvfølgelig positivt.

- De første prognoser lyder på, at der venter en genoptræningsperiode på 4-5 måneder, før jeg er kampklar igen. Jeg er glad for at have overstået operationen, og nu ser jeg fremad.

Thomas Kahlenberg har hidtil i sin Brøndby-karriere spillet 179 kampe og scoret 39 mål.

Tidligere lørdag lagde "Kalle" selv dette billede på Instagram: