Brøndby IF opruster kommercielt med ny kommunikationschef

19.05.2015 12:30

Brøndby IF forstærker sin kommercielle organisation yderligere med ansættelsen af Christian J. Schultz som ny kommunikationschef. Ansættelsen sker som et led i den overordnede strategiplan ’Vision 2017’. Her er den kommercielle udvikling i fokus for at skabe et økonomisk bæredygtigt Brøndby IF. 

- Hver eneste dag fokuserer vi på at gøre det bedre end dagen før, og med ansættelsen af Christian får vi et unikt sæt kompetencer, der gør, at vi kan styrke kommunikationen med fans, medier og ikke mindst samarbejdspartnere. Med sine erfaringer fra globale og danske virksomheder er Christian garant for, at vi fortsætter den positive udvikling i vores dialog med omverdenen, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen. 

Christian J. Schultz er 38 år og kommunikationsuddannet. Han har tidligere været kommunikationsdirektør for den amerikanske legetøjsgigant Mattel i Europa, Mellemøsten og Afrika, chefrådgiver hos Nordea Markets og Vice President med ansvar for kommunikation hos ingeniørvirksomheden COWI. Christian har tidligere været bosat i England i en årrække, hvor han blandt andet løste kommunikationsopgaver for Newcastle United FC. Senest har han været selvstændig kommunikationsrådgiver, hvor han har arbejdet med børsnoterede virksomheder og erhvervsledere. 

- Jeg er ydmyg, men også stolt over at skulle bidrage til strategien ’Vision 2017’, som Brøndby IF allerede er nået langt med. Brøndby IF er Danmarks mest eksponerede sportsbrand, så min opgave bliver at fortsætte udviklingen af kommunikationen. Brøndby har blandt andet nogle fantastiske samarbejdspartnere, som vi skal endnu tættere på, ligesom vi ikke skal være bange for at binde kommunikationen tættere sammen med de kommercielle interesser. Forventningerne til Brøndby IF blandt fans, medier og samarbejdspartnere er større end til nogen anden klub i Norden, og de forventninger, glæder jeg mig til at hjælpe med at indfri, siger Christian J. Schultz.

Christian J. Schultz tiltræder rollen som kommunikationschef den 1. juni 2015, og dermed vil kommunikationsafdelingen bestå af Christian J. Schultz, presseansvarlig Mikkel Davidsen og kommunikationsmedarbejderne Nicki Reinhardt og Jonathan Nordvig.