Masterclass: U17-talenter dufter guld

18.05.2015 10:30

Weekenden er slut, og traditionen tro tager vi et blik på de mange Brøndby Masterclass-talenter, der har været i kamp landet over.

U19-nederlag i Ikast
Rundturen starter i Ikast, hvor U19-holdet skulle op imod FC Midtjylland. Ligesom i Superligaen befinder midtjyderne sig i toppen af ligaen, og det fik Per Frandsens drenge at føle på den ubehagelige måde.

De blågule talenter måtte således tage turen tilbage til Brøndby med et nederlag på 3-0 efter at have været bagud med to ved pausen.

Dermed har Brøndby IF 27 point efter sæsonens 19 kampe og mangler seks point for at nå op på Randers på fjerdepladsen. I næste runde – den tredjesidste af slagsen – er der lagt op til Miniderby, når FC København gæster Vestegnen i et opgør, der altid er garant for intensitet og spænding. Sidste gang de to hold stod over for hinanden, blev det til en blågul sejr på 1-0.

FC Midtjylland – Brøndby IF 3-0 (2-0)

Startopstilling
Andreas Hansen

Daniel Anusic – Nicklas Halse – Mads Andersen – Marcelo Mendes

Emil Welcher – Kristian Larsen

Jamil Faizi – Mathias Andersen – Rasmus Hansen

Frederik Simson 

Bænken: Jonas Christoffersen, Marcus Weiss, August Vitus Frandsen

U17 fastholder topplacering med sejr
I tirsdags kunne Brøndby IF’s U17-mandskab notere sig et af sæsonens flotteste resultater, da man på Brøndby Stadion slog FC København med hele 6-1. Den succes skulle de unge talenter prøve at ride videre på, da de i Ikast mødte FC Midtjylland lørdag eftermiddag.

Og det havde Masterclass-drengene ingen problemer med. Kampen blev vundet 4-1, og allerede ved pausen kunne cheftræner Søren Weber Juul glæde sig over en 3-0-føring, da Andreas Bruus og Oliver Carrara havde fundet vej til nettet henholdsvis én og to gange. I anden halvleg kunne Rasmus Grosen definitivt lukke kampen på et flot mål, inden hjemmeholdet reducerede på straffe.

Og det var også en meget tilfreds cheftræner, der kunne tage turen tilbage til Vestegnen.

- Det er holdet, der skal fremhæves i dag. Vi spiller mod en god modstander, men igen arbejder vi stenhårdt for hinanden, og det giver pote. Ligesom i sidste kamp er vi hamrende effektive, og vores omstillinger virker upåklageligt, så vi er godt tilfredse, fortæller Søren Weber Juul.

Med to kampe igen indtager Masterclass-talenterne førstepladsen i ligaen, men FC Nordsjælland ånder de blågule drenge i nakken med to kampe i hånden og seks point efter. De to hold møder hinanden den 30. maj i en regulær guldduel.

FC Midtjylland – Brøndby IF 1-4 (0-3)
0-1 Andreas Bruus (4. min)
0-2 Oliver Carrara (11. min)
0-3 Oliver Carrara (16. min)
0-4 Rasmus Grosen (64. min)
1-4 (74. min)

Startopstilling
Viktor Anker

Christian Johansen – Christian Enemark – Joel Kabongo – Emil Bundgaard

Marco Sander Petersen

Magnus Häuser – Karl Dines Appelt

Andraes Bruus – Oliver Carrara – Armend Aslani

Bænken: Jonas ”Mini” Madsen, Rasmus Grosen, Emil Bodholdt

Sejr og nederlag til pokalvinderne
Sidste gang vi nævnte U14-holdet, var det med den positive melding om guld i pokalturneringen, og siden har de helt unge Brøndby-drenge spillet to kampe. Her er det blevet til både en sejr og et nederlag, da man lagde ud med at følge flot op på pokalsuccesen med en sejr over Køge BK, mens weekendens kamp mod Farum BK endte med et nederlag.

Ugens første kamp blev vundet med 1-0 på udebane – på et mål af Kristoffer Sørensen i anden halvleg. Mens weekendens opgør omvendt hurtigt vil blive glemt, da Farum BK tog hjem fra Brøndby med en 3-0-sejr i bagagen. 

Dermed kommer Niels Madsens blågule drenge lidt ned på jorden igen. Nederlaget til Farum BK var det første i sæsonen, der forinden talte lutter Brøndby-sejre. 

Køge BK – Brøndby IF 0-1 (0-0)
0-1 Kristoffer Sørensen

Brøndby IF – Farum BK 0-3