Agger: Vigtigt at holde dem væk fra chancer

03.05.2015 23:15

2-0-sejr over OB og dermed den tredje af slagsen i streg på udebane. Det kunne Brøndby-spillerne glæde sig over søndag aften - således også anfører Daniel Agger, som deltog i første halvleg, hvor sejren blev grundlagt med to scoringer, dominans og stærk defensiv.

- Det var vigtigt for os, at vi holdt dem langt væk fra chancer. Vi kreerede selv en del, og vi var dygtige til at holde fast i bolden, siger Daniel Agger og tilføjer:

- Det var også medvirkende til, at jeg gik ud i pausen. Vi følte, at vi havde godt styr på kampen, og da jeg har haft lidt med ryggen, blev vi enige om, at vi ikke ville løbe en risiko.

Både med og uden Agger holdt de blågule OB fra at score. Dermed er der kun scoret en enkelt gang imod Brøndby IF i de seneste syv kampe.

- Over en sæson vil der altid komme gode og mindre gode kampe. Hvis man kan holde nullet i de mindre gode, så har man minimum 0-0, og det er en vigtig base. Det er noget, vi har arbejdet med igennem længere tid og ikke bare i denne periode.