Brøndby Cares: 'Giv livet videre' på søndag

25.04.2015 15:13

”Giv livet videre” er navnet på en ny, landsdækkende organdonor-kampagne, som blandt andre Oplysning om Organdonation og bureauet Sincera er bag. På søndag i forbindelse med Alka Superliga-kampen mod FC Vestsjælland støtter Brøndby IF op om kampagnen.

Formålet med "Giv livet videre" er simpelt, men meget vigtigt: At redde liv ved at få flere danskere til at tage stilling til, om de ønsker at være organdonorer. 

Dette tema er utrolig relevant og aktuelt for os alle, da langt størstedelen af danskere (87 %) er positivt stemt over for organdonation, men da blot 20 % har gjort holdning til handling. Der er således fortsat et meget stort antal danskere, som endnu ikke har taget stilling og registreret sig i organdonorregisteret.

Det har alvorlige konsekvenser for de personer, som mangler en organdonor for at redde, forlænge eller forbedre deres liv. Der dør fortsat alt for mange mennesker, der er på venteliste til et nyt organ. I 2014 mistede 25 personer livet på ventelisterne.

Organdonor-børn løber på banen

På søndag hjælper Brøndby IF’s CSR-indsats, Brøndby Cares, med at sætte fokus på vigtigheden af at tage stilling til organdonation. Udover filmklip på storskærmene og eksponering på LED-banderne bliver selve indløbet til kampen specielt.

De seje børn, der løber med spillerne på banen til kampen mod FC Vestsjælland, har nemlig alle fået doneret og indopereret et nyt organ, som gør, at de kan vokse sig store og få et rigt liv. Børnene går på banen sammen med deres søskende som en markering af, hvor vigtigt det er at tage stilling til organdonation.

Billede fra kampagnen. 7-årige Viola har fået en ny lever.

Tegn et ar og red et liv

Opfordringen fra "Giv livet videre"-kampagnen lyder: Tag en tusch, tegn et ar et sted på kroppen, fotografér det og læg billedet op på dit foretrukne sociale medie med hashtagget #givlivetvidere som bevis på, at du har registreret din holdning på sundhed.dk.

Annelise Møller fra Oplysning om Organdonation, der står bag Giv Livet Videre-kampagnen, siger:

- Vi har sat arret i centrum, fordi det er noget, alle kan forholde sig til. Alle har prøvet at få et ar efter at have skåret sig, være faldet af cyklen eller lignende. Vi vil gerne vise, at et ar kan redde liv. Et "ved ikke" eller et "nej" er lige så vigtige som et "ja" i donorregistret, for målet er at få danskerne til at handle på det - også for familiens skyld.

Du kan læse mere om organdonation og følge kampagnen via facebook.com/givlivetvidere.

Hvis du ønsker at tage stilling, kan du registrere dig som organdonor med NemID dig på sundhed.dk.