Dumic: Ikke dygtige nok til at åbne dem

19.04.2015 20:51

Brøndby IF måtte forlade Brøndby Stadions nye græstæppe uden point søndag aften, da gæsterne fra Hobro IK sejrede 1-0 på et mål af Mads Jessen.

Det var derfor en skuffet Dario Dumic, brondby.com fangede efter opgøret.

- Vi var afklarede med, hvad opgaven gik ud på, og hvad Hobro ville komme med. Vi fik også lagt det tryk, som vi gerne ville på hjemmebane, men det blev selvfølgelig ekstra svært, da de kom foran og pakkede sig så meget. Der var vi ikke dygtige nok til at åbne dem. 

- Jeg synes, at det første kvarter kan fremhæves som den bedste periode. Der får vi trykket dem og spillet på den måde, vi gerne vil. Generelt havde vi også chancerne til at kunne vinde, og det kunne være blevet en anderledes kamp, hvis vi var kommet foran på en af de muligheder og dermed fået lokket dem lidt frem. 

- Som midterforsvarer er det en lidt speciel kamp, da de i store perioder står langt tilbage på banen. Indimellem endte jeg med at spille halvt højrekant, fordi vi trykkede dem så langt tilbage i anden halvleg. Det er en kamp, hvor man skal være meget opmærksom på omstillingerne, for vi kender jo Quincy (Antipas, red.) - lige pludselig kan det gå stærkt - og samlet set bliver det derfor en lidt speciel kamp som forsvarer.

Næste opgave for Brøndby IF bliver hjemmekampen mod FC Vestsjælland på søndag kl. 17:00.