Agger tildelt to spilledages karantæne

10.04.2015 10:05

Brøndby IF har her til formiddag modtaget en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans, som oven på massiv mediedækning af Daniel Aggers nærkamp med FC Københavns Mathias ’Zanka’ Jørgensen valgte at tage situationen op til behandling.

Afgørelsen betyder, at Daniel Agger er blevet tildelt to spilledages karantæne og dermed går glip af udekampen mod SønderjyskE på søndag og hjemmekampen mod Hobro IK den 19. april.

- Som Daniel allerede har forklaret, så var det ikke en bevidst handling, men et resultat af et forsøg på at vriste sig fri af Zankas greb. Den slags dueller er der mange af i topfodbold, og det gjaldt også kampen mod FC København, der var intens som sædvanlig. Derfor ærgrer det os, at Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at tildele karantæne, for vi er ikke enige i den kendelse, siger Per Rud, sportsdirektør i Brøndby IF.

- Selv om vi ikke er enige, så kan vi ikke gøre andet end at acceptere situationen og se fremad. Der venter en svær udekamp i Haderslev på søndag, og nu kan Thomas Frank forberede holdet til opgøret med vished om, at det bliver uden Daniel. Vi har dog fuld tillid til Martin Albrechtsen, Dario Dumic og Martin Ørnskov, som alle har præsteret godt i midterforsvaret, tilføjer Per Rud.

Hele kendelsen samt Brøndby IF's redegørelse til DBU og Fodboldens Disciplinærinstans kan læses her.