Jesper Jørgensen: Gode forberedelser gav fredeligt Derby

07.04.2015 12:55

Mandag var der som bekendt Derby på Brøndby Stadion. Et opgør med mere end 22.000 på lægterne og med massiv opmærksomhed omkring kampens afvikling.

Administrerende direktør i Brøndby IF, Jesper Jørgensen, udtrykker dagen derpå tilfredshed med måden, selve kampen samt ikke mindst timerne før og efter forløb på:

- Her dagen efter kampen og den efterfølgende evaluering må vi sige, at det overordet set var et velafviklet Derby. De planer for dagens forløb vi havde lagt i samarbejde med politiet, fansene og FC København lykkedes, og det er vi meget tilfredse med.

- Jeg vil i den forbindelse rose alle de involverede for et rigtig godt samarbejde forinden, under og efter kampen. Politiet og vores kontrollører på Brøndby Stadion ydede en fin og professionel indsats og var sammen med vores fans medvirkende til, at der var så få problemer.

- Til et så stort og traditionsrigt opgør er der en masse, ekstra spænding på tribunerne og ikke mindst mellem de to klubbers fangrupper, så det er meget vanskeligt helt at undgå, at der undervejs er episoder, man gerne ville være foruden. Vi kan dog konstatere, at de grundige forberedelser og den store sikkerhedsindsats, vi og de andre parter lagde for dagen, gjorde, at Derbyet og timerne før og efter overordnet set forløb godt.

Politiet oplyser, at der i forbindelse med kampen blot blev foretaget syv anholdelser, heraf blev de seks anholdt for overtrædelse af karantænereglerne i timerne inden kampen. Derudover er en række fans identificeret og sigtet for brug af pyroteknik.