Se forslag fra fanrådet - nyt tribunekodeks skal vedtages

15.04.2015 14:10

Som en del af udviklingen af fankulturen har det aktive fanråd i Brøndby IF over de seneste måneder arbejdet på et nyt tribunekodeks. 

Kodekset omhandler principper og forventninger til opførsel på Sydsiden og på diverse udebaneafsnit, hvor Brøndby IF spiller.

Det er målet, at alle Brøndby IF's fans kan stille sig bag tribunekodekset og udvikle fankulturen inden for de rammer. Kodekset er bygget op over tre hoveddele - henholdsvis ”Grundlæggende Principper”, ”Stemningsmæssige forventninger” og ”Opførsel”.

De Grundlæggende principper er helt basale krav til, hvordan man opfører sig på tribunen overfor sine medfans samt Brøndby IF's frivillige. Stemningsmæssige forventninger er til for at understrege, at Sydsiden og hovedparten af udebaneafsnittene er stemningsafsnit, hvor det forventes, at der er fokus på opbakning til klubben og holdet.

Tribunekodekset omhandler også opførsel. Selvom kodekset ikke erstatter det gældende stadionreglement på Brøndby Stadion, så er der her tale om vigtige elementer, som de organiserede fangrupper vil til livs.


Bemærkninger og forslag til tribunekodeksets endelige udformning kan sendes til en af Brøndby IF's to fankoordinatorer, Lasse Bauer eller Esben Friis. Deadline for input er fredag den 24. april 2015.