Frank: Op ad bakke efter udvisningen

04.03.2015 23:20

Skuffelse. Det drev nærmest ned af væggene i Brøndby-omklædningsrummet i forlængelse af 4-2-nederlaget til SønderjyskE efter forlænget spilletid.

Undervejs var de blågule foran 2-1 på mål af Johan Elmander og Teemu Pukki. En udligning og en udvisning senere var matchbolden sendt over i fødderne på hjemmeholdet. Og den missede de ikke.

- Vi er skuffede, for vi ville rigtig gerne gå hele vejen i pokalturneringen. Det formåede vi ikke, selv om vi var foran 2-1 og dermed havde alle muligheder for at holde fast i kampen og sikre en plads i semifinalen, siger cheftræner Thomas Frank og tilføjer:

- Jeg er ikke tilfreds med måden, vi håndterede føringen på. Vi må selvfølgelig give cadeau til SønderjyskE for at kæmpe godt og gøre det til en kamp på deres præmisser, men vi må også kigge indad. Vi var egentlig i fin kontrol ved 2-1 og havde også en stor chance til Elmander efter deres udligning, så på den måde var det stadig en åben kamp, men vi skal håndtere det bedre. Situationen med Dario ændrer selvfølgelig kampbilledet, siger Thomas Frank med hentydning til det røde kort, som midterforsvareren blev præsenteret for med knap tyve minutter tilbage af den ordinære spilletid.

- Udvisningen gør, at det for alvor bliver op ad bakke. For anden kamp i streg kommer vi i undertal, og spillerne skal have ros for at kæmpe videre i endnu en hård kamp på så få dage. Nu gælder det om at stå klar til kampen mod FC København på søndag, og det går vi i gang med allerede i morgen.