Frank: Fundamentet var på plads

01.02.2015 13:44

Brøndby IF fik en god start på Atlantic Cup under træningslejren i Portugal, da de blågule lørdag aften var oppe imod Mladá Boleslav, som overvintrer på fjerdepladsen i Tjekkiet. 2-0-sejren blev grundlagt af en stærk defensiv organisation, og efter pausen skabte Brøndby-spillerne adskillige gode muligheder. 

Cheftræner Thomas Frank glæder sig ikke kun over at sejre, men hæfter sig ligeledes ved de gode takter på den seneste tids fokusområder fra træningsbanen – den defensive organisation, offensive standardsituationer og offensive omstillinger.

- Generelt set er jeg tilfreds med præstationen. Og jeg er særdeles tilfreds med, at vi præsterer fornuftigt på de tre fokusområder, vi har arbejdet intenst med, lyder det fra cheftræneren dagen derpå.

- Den defensive organisation fungerede upåklageligt. Der var stor koncentration i samtlige 90 minutter og stor aggressivitet i den enkelte pressituation. Over en hel kamp giver vi ikke en stor chance væk, så på den måde er jeg rigtig tilfreds. Vi skal dog arbejde lidt med at blive bedre til at gribe muligheden for at gå i det høje pres, fortæller Thomas Frank.

Skal bygge videre fra fundamentet

Fra trænerbænken kunne han se Dario Dumic og Johan Elmander sende bolden i kassen efter et hjørnespark og en omstilling (se målene her).

- Vi har arbejdet hårdt med de offensive standardsituationer. Vi scorede på et veludført hjørnespark og var farligere end længe set, så det var selvfølgelig også tilfredsstillende, siger cheftræneren og tilføjer:

- 2-0-målet blev scoret på en omstilling, hvilket er det tredje fokuspunkt, vi har haft i denne periode. Derudover havde vi tilløb til fire-fem store chancer, men vi manglede den sidste kvalitet i beslutningen og i den sidste aflevering til at score flere mål. Den del er vi ikke tilfredse med, men vi arbejder videre på tingene, så vi hele tiden lægger på.

- Alt i alt var det en god præstation og en god træningskamp, men arbejdet er langt fra slut. Det var et fint skridt i forhold til de ting, vi har fokuseret på, men der er stadig masser at arbejde med. Denne sejr markerede fundamentet i holdet og dermed også det niveau, vi som minimum skal ramme hver gang. Fundamentet var på plads – så vil vi bygge videre herfra.

Flere muligheder at vælge imellem

En del af det arbejde er at have flere strenge at spille på - små variationer, som giver nogle flere muligheder inden for den samme spillestil. Mod Mladá Boleslav havde Thomas Frank valgt at vende midtbanetrekanten om, så der lå to spillere foran en 6’er i form af Martin Ørnskov ”i bunden”. Derudover spillede Teemu Pukki som venstre angriber.

- Vi vil gerne have nogle variationer at arbejde med. Denne gang fik vi set kombinationen med den ’omvendte’ midtbanetrekant, hvor der er en 6’er i bunden, og det så fornuftigt ud. Vi prøvede også Teemu (Pukki, red.) i venstre side - netop for at have flere forskellige muligheder – men det er klart, at det bliver et anderledes setup, end når vi spiller med en mere rendyrket kantspiller. Når vi har bolden, er Teemu angriber, og det giver os nogle flere strenge at spille på, at vi kan variere, fortæller Thomas Frank, der dermed havde skubbet Johan Elmander fra en 10’er-position helt frem som topangriber.

- Det var dejligt at se Johan som 9’er og de muligheder, det kan give os. Han var stærk, god til at holde fast i bolden og spille den videre, vandt sine dueller, dygtig til at være med i presset, og så var det dejligt at se ham komme på tavlen.  Der var også gode præstationer fra fx vores backs med Svenn Crone og Patrick Da Silva. Der er stor konkurrence, og det er fedt, siger Thomas Frank.

Næste opgave for Brøndby IF er svenske Örebro SK, som venter på tirsdag kl. 16:00 dansk tid. Opgøret vises på TV3 Sport 1.