2-0-sejr på mål af Elmander og Dumic

01.02.2015 00:10

Brøndby IF satte tre point ind på kontoen i den første puljekamp til Atlantic Cup i Portugal. 2-0 stod der således på storskærmen, da opgøret mod tjekkiske Mladá Boleslav lørdag aften blev fløjtet af på Estadio Algarve. 

Den defensive organisation holdt tjekkerne væk fra store chancer kampen igennem, og da Dario Dumic og Johan Elmander begge var skarpe foran modstanderens mål, løb de blågule med sejren.

1-0-målet blev scoret efter et hjørnespark. Efter en kort igangsætning fra hjørneflaget svævede bolden over mod bagerste stolpe, hvor Daniel Agger headede på tværs. Tæt under mål var forsvarsmakker Dario Dumic på pletten for at skubbe bolden det sidste stykke over stregen til Brøndby-føring kort inde i anden halvleg.

Minuttet efter stak Johan Elmander af sted i en kontra. Den rutinerede svensker satte fart og tog den direkte vej mod Boleslav-målet. Med stor sikkerhed satte han den fladt ind ved den ene stolpe til 2-0. 

Næste opgave for de blågule er kampen mod svenske Örebro SK på tirsdag.