Frank: Fornuftig første halvleg, men for store fejl

22.01.2015 21:02

0-7. Brøndby IF led et klart nederlag i årets første træningskamp, hvor TSG 1899 Hoffenheim viste den berømte, tyske effektivitet her halvanden uge inden Bundesliga-premieren.

Selv om holdene er to vidt forskellige steder i deres respektive opstartsforløb, kalder cheftræner Thomas Frank 0-7-nederlaget for uacceptabelt. Det samme gælder de store, personlige fejl, som gjorde målscoringskunsten for nem for værterne. Til gengæld fik Brøndby-holdet de kampminutter og det fysiske boost, som er det primære mål i den første træningskamp efter en vinterpause.

- Uanset form og modstander er det ikke acceptabelt at tabe 7-0. Det kan vi ikke komme udenom, men vi kan sætte hak ved, at vi fik kampminutter i benene, og at vi rent faktisk spillede en fornuftig første halvleg. Den er vi på mange måder tilfredse med, når vi er matchet op mod et stærkt Bundesliga-hold i vores første træningskamp, siger cheftræner Thomas Frank, som måtte undvære fire U21-landsholdsspillere (Holst, Durmisi, Nørgaard og Hjulsager), Johan Elmander (været med det svenske ligalandshold), Thomas Kahlenberg og Elba Rashani (begge lige kommet tilbage fra skader).

- Når det er sagt, så lærte vi, at store, personlige fejl bliver straffet prompte mod et kvalitetsmandskab som Hoffenheim. Dem begik vi fire af, og det skal vi selvfølgelig have rettet op på. Samtidig har vi lært, at manglende koncentration og kvalitet i de situationer bliver udstillet, når man står over for sådan kvalitet. Når vi har lukket et mål ind, må modstanderen ikke få lov til at score igen kort efter. Desværre mestrede vi ikke det aspekt i dag, men et ungt hold har fået erfaring med, hvad det kræver at spille på internationalt niveau. Det var også et af målene for turen, lyder det fra Thomas Frank, som blandt andet gav spilletid til 16-årige Nikolai Laursen, to 17-årige i form af Daniel Stückler og Rezan Corlu samt yderligere tre spillere på 20 år.

- Vi har kun været i gang i ni dage, og vi vil fortsætte ufortrødent med at have arbejdshandskerne på. Vi har en plan for, hvilke ting vi skal arbejde med for at være toptunede til Superliga-premieren, og det ændrer dette nederlag ikke på.

Brøndby-truppen vender nu hjem til træningspas på Vestegnen, inden turen atter går sydpå. Onsdag den 28. januar flyver stab og spillere således til Portugal, hvor den står på 12 dages træningslejr inkl. tre træningskampe.